Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik

L&F var til klimatopmøde i New York

I sidste uge satte FN klimaet på dagsordenen til General Climate Summit i New York. Der blev diskuteret klimaplaner, hvordan man kan løse klimaudfordringerne, og hvad vi konkret skal gøre. L&F var med for at sætte fokus på vores vision for et klimaneutralt dansk fødevareerhverv i 2050.

I sidste uge afholdte FN sit klimatopmøde, General Climate Summit, i New York. Her mødtes stats- og regeringschefer, samt interesseorganisationer og virksomheder fra hele verden for at sætte fokus på, hvordan vi løser klimaudfordringerne og sikrer mere bæredygtig energi.

 

L&F var med i New York for at sætte fokus på vores vision om at skabe et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050. Her var vi med til møder i og uden for det officielle program og mødtes bl.a. med FN’s ungdomsdelegater, repræsentanter fra FN’s CGIAR-institutter, Verdensbanken, FN’s fødevareprogram, og med forskellige virksomheder og brancher inden for landbrug- og fødevareerhvervet.

 

Klimatopmødet i New York havde fokus på syv områder inden for grøn omstilling, herunder energi, klimatilpasning og infrastruktur. Sideløbende med mødet for statslederne kørte der officielle møder for ungdomsdelegater fra verdens lande, ligesom der var et stort antal sidearrangementer. Danmark ledte energisporet på klimatopmødet, og det officielle Danmark var stærkt repræsenteret til mødet af statsminister Mette Frederiksen, klima- og energiminister Dan Jørgensen og flere andre ressortministre.  

 

Danmark som foregangsland

Statsminister Mette Frederiksen talte til forsamlingen, hvor hun understregede, at vores generation ville blive bedømt på, hvor godt man takler klimaudfordringen, og at Danmark vil gå forrest i arbejdet med at løse klimaudfordringerne. Danmark blev generelt fremhævet af flere, som et foregangsland, heriblandt for regeringens ambitiøse målsætning om 70 pct. reduktion i 2030.

Det var dog klimaaktivisten Greta Thunberg, som løb med det meste af opmærksomheden, efter en tale til statslederne, hvor hun beskyldte dem for at have stjålet hendes barndom ved ikke at tage klimaudfordringerne seriøst. 

 

Efter topmødet står én ting klart - bæredygtighed og klima står højt på dagsordenen. Og her står vi stærkt i Danmark. Dansk landbrug og fødevareproduktion er blandt frontløberne og er forbilleder for mange, når man taler om bæredygtighed og klima. 

 

Maria Stein Knudsen

Seneste nyt fra lf.dk