Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik

L&F: Danmark skal ikke gå enegang i krydsoverensstemmelsesreglerne ved halekupering

Landbrug & Fødevarer vil i et fælles brev til Fødevare- og Landbrugsstyrelsen understrege, at Danmark ikke skal KO-belægge kravet om skriftlig risikovurdering og handlingsplan for forekomsten af halebid. Det vil være en dansk overimplementering.

Som følge af Fødevarestyrelsens regler skal producenter fremvise skriftlig dokumentation for problemer med halebid, der viser, hvornår og i hvilket omfang der har været problemer med halebid i besætningen og alvoren af skader på haler. Herudover skal griseproducenter dokumentere, at der er gjort foranstaltninger for at forhindre halebidning ved hjælp af en risikovurdering. Denne risikovurdering skal indeholde en vurdering af staldforhold eller driftsledelsessystemer samt en handlingsplan, hvori griseproducenten beskriver, hvornår han eller hun planlægger at udbedre eventuelt utilstrækkelige staldforhold eller driftsledelsessystemer.

 

Miljø- og Fødevareministeriet har nu valgt – uden at tilsvarende regler gælder i andre medlemslande - at kravet om skriftlig risikovurdering (indeholdende handlingsplan) også skal være et krydsoverensstemmelseskrav (KO-krav) fra den 1. januar 2020, hvor den næste KO-bekendtgørelse træder i kraft. Der indføres således med bekendtgørelsen en udvidelse af krav 3.41, der vedrører operative indgreb, svin.  Bekendtgørelsen fastlægger de krav, der er omfattet af reglerne om krydsoverensstemmelse, samt kontrol heraf i 2020.

 

Danmark går videre end nabolande

 

Landbrug & Fødevarer har i sit høringssvar til bekendtgørelsesudkastet påpeget, at Danmark går videre end flere nabolande som f.eks. Tyskland, Belgien og Holland ved at KO-belægge kravet om skriftlig risikovurdering af haler. Landbrugsstyrelsen har svaret, at KO-reglerne er mere lempelige end de nationale regler, da KO-kontrollen udelukkende omfatter at tjekke om der er dokumentation, risikovurdering (indeholdende handlingsplan), og ikke selve indholdet af dokumentation og risikovurdering.

Landbrug & Fødevarer fastholder imidlertid, at der vil være tale om en overimplementering, hvis man lader kravene være omfattet af krydsoverensstemmelse. Det skyldes, at der ikke er tale om et EU-krav, men derimod om en henstilling.

 

 

 

Hvad betyder det for mig som landmand?

 

  • Hvis du er griseproducent, så vil KO-kontrolløren fra 2020 også tjekke, om du har skriftlig dokumentation for halebid og om du har udarbejdet en skriftlig risikovurdering i forbindelse med KO-krav 3.41 vedrørende halekupering
  • Du skal allerede ifølge de nationale regler have disse skriftlige dokumenter på plads
  • Landbrug & Fødevarer arbejder for at få kappet koblingen til KO-systemet, således at du som landmand ikke risikerer KO-støttetræk på dette område, da der ikke gælder en tilsvarende risiko for KO-støttetræk i vores nabolande
 

 

Helle Guldbrandt Lachmann

Seneste nyt fra lf.dk