
Digitale muligheder sikrer gårdbesøg
De velkendte gårdbesøg bliver for tiden afviklet på helt nye måder. L&F opfordrer flere landmænd til at følge de gode kreative eksempler.
Hvad betyder det for mig som landmand?
- Har du en mobiltelefon, en iPad eller en computer med mikrofon og kamera, så kan du være med til at sikre fortsatte gårdbesøg for skoleklasser i hele Danmark.
- Ved at gennemføre et gårdbesøg virtuelt kan du fortsat hjælpe i processen om at mindske afstanden mellem land og by.
- Et virtuelt gårdbesøg er erstatningen for fysiske gårdbesøg og begge sikrer de oprigtig læring om dansk landbrug for skoleklasser.
|
Corona-krisen udfordrer adskillige fysiske arrangementer, men Landbrug & Fødevarers skoletjeneste glæder sig dog over at se, hvordan de velkendte fysiske gårdbesøg for tiden bliver afviklet på helt nye ”corona-sikre” måder. Ved brug af mobiltelefon, iPad eller computer med mikrofon tager landmænd skoleklasser med på virtuelt gårdbesøg. Vi opfordrer flere landmænd samt skoler til at følge de gode kreative eksempler.
Virtuelle gårdbesøg i Nordjylland
Hos Jens Verner Pedersen ved Hobro var 200 skoleelever på digitalt gårdbesøg. Deres lærer sendte live fra Jens Verners stald. Se gårdbesøget på Agri Nords Facebook-side. Opslaget er fra den 7. maj:
Hos Karsten Weinkouff ved Hjørring var 50 gymnasieelever fra København med rundt i stalden gennem hans mobiltelefon, mens de sad derhjemme. Karsten kunne vise et nyfødt lille føl, som var blevet født i løbet af natten.
”Jeg synes, det er fantastisk, jeg svømmer helt over af begejstring, tænk jeg kan få lov at fortælle om min hverdag for unge interesserede mennesker”, siger landmand Karsten Weinkouff.
TV2 Nord var med hos Karsten og sendte indslaget den 7. maj. Bliv selv inspireret og se indslaget her:
L&F opfordrer flere landmænd til deltagelse
Hvis du allerede er vært for skoleklasser og klar på at prøve noget nyt – har en mobiltelefon, en iPad eller en computer med mikrofon og kamera, så tryk ind på skoletjenestens hjemmeside og meld dig til. L&F sørger for, at der bliver etableret kontakt med en skoleklasse.
Selvom alle fysiske gårdbesøg er aflyst til og med sommerferien, er det positivt, at vi trods alt kan anvende de digitale muligheder og fortsat sikre et lærerigt besøg hos en landmand.