Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

”Alle landmænd burde være med til det her”

Landbrug & Fødevarer åbner otte gange i år Axelborgs døre for alle landmænd, der gerne selv vil opleve, hvordan deres kontingent bl.a. er med til at forhindre skadelige lovforslag og gøre livet lettere på bedriften. Og så kan man også få sat ansigt på folk og skabe nyttige netværk.

Hvordan bliver mine kontingentmidler brugt? Hvad er op og ned i vandplanerne? Hvordan bliver mine interesser varetaget? Hvem gør det? Og hvad laver de i det hele taget inde på Axelborg? De spørgsmål har svineproducent fra Lolland Rasmus Dresen længe haft lyst til at få klare svar på. Derfor tog han imod tilbuddet, da Axelborg åbnede sine døre for nysgerrige landmænd.


Under rundvisningen er der faglige  indlæg - her fortæller pressekonsulent Jens Dissing Munk om L&Fs daglige pressearbejde.

- Besøget på Axelborg var en total øjenåbner for mig. Mange, inklusive mig selv, har nok en ide om, hvad der sker på Axelborg, men nu hvor jeg har været der selv og mødt mange af medarbejderne, må jeg nok revidere min opfattelse en smule, siger Rasmus Dresen.

Han er med egne ord nemlig utroligt positivt overrasket over alle de ting, der foregår derinde. Særligt omfanget af det politiske arbejde kommer bag på ham.

- Den politiske direktør Flemming Nør-Pedersen forklarede på en utroligt levende måde, hvor meget der egentlig skal til for at få politikerne på Christiansborg til at lovgive til vores fordel. Det er ret kompliceret, men jeg er nu er jeg blevet meget klogere og tryg ved de folk, vi har ansat til det. De ved, hvad de laver, fortæller Rasmus Dresen.

Få sat navn og ansigt på
Udover politik, rundvisning i de gamle bygninger og god forplejning blev der for Rasmus Dresen og hans 110 kollegaer også plads til at møde både Martin Merrild og Søren Gade.

- Det er glædeligt, at så mange kunne finde tid til at komme til Axelborg og se, hvad vi laver og få sat både navn og ansigt på de personer, der også gør en forskel for vores erhverv. Jeg håber, at der også vil komme rigtig mange til årets andre Åbent Axelborg-arrangementer, lød det fra Martin Merrild sidst på dagen.

Står det til Rasmus Dresen, bør man ikke tøve med at tage i mod formandens opfordring.

- Alle landmænd burde være med til det her. Udover man bliver en del klogere, får man faktisk også skabt nogle gode netværk både med sine kollegaer og de folk, der arbejder på Axelborg, og det tror jeg, man kan få stor gavn af, slutter Rasmus Dresen.  

Tilmelding og information om arrangementerne.


Hvis vejret er til det, kommer gæsterne bl.a. ud på tagterrassen og får et kig ud over København

Seneste nyt fra lf.dk