Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik

Dyrk det japanske marked

Japan udgør verdens tredjestørste økonomi og har en stærk købekraft. Landet kendetegnes ved at være meget afhængig af importerede råmaterialer og ingredienser.


Japans enorme import

Grundet landets meget lave selvforsyningsgrad på kun 39 % er Japan en af verdens største fødevareimportører. Landet importerer årligt for ca. 422 mia. kr. 

Japanerne er kendt for at stille meget høje krav til deres fødevarer og ingredienser og er parate til at betale for høj kvalitet og konsistens,”  fortæller Jan Laustsen, Områdedirektør i Handel, Marked & Ernæring hos Landbrug & Fødevarer.

Siden ulykken på atomkraftværket i Fukushima er japanerne blevet mere forsigtige i forhold til indkøb af råvarer. De er opmærksomme på strålingen fra atomkraftværket og dens indvirkning på råvarerne (Euromonitor). Derfor ses en stigende interesse i varer fra Vesten - japanerne ønsker råvarer fra pålidelige kilder af høj kvalitet (Euromonitor). Denne tendens – forstærket af ulykken på Fukushima – er ikke ny på det japanske marked. 

Japanske importører har altid lagt stor vægt på, at importerede råvarer og ingredienser er kvalitets- og sikkerhedstestet,”  fortæller Jan Laustsen.


Muligheder for danske ingrediensvirksomheder

I 2016 voksede den danske eksport af varer til Japan med 17 %. Det svarer til en samlet eksport på 14.5 mia. kr. For danske ingrediensvirksomheder er der gode muligheder for at få en bid af denne kage, idet japanerne er interesserede i samarbejde med udenlandske virksomheder, der er førende inden for effektivitet, bæredygtighed og innovation.

Landbrug & Fødevarers medlemsvirksomhed ZPD, der i mange år har været aktiv på det japanske marked, kan bekræfte dette:

”Det japanske marked er spændende, fordi man i Japan lægger stor vægt på kvalitet, fødevaresikkerhed samt sporbarhed. Vi oplever i forbindelse med vores kunder, at det at handle med europæiske virksomheder af japanerne forbindes med en høj kvalitet og dermed tryghed for, at produktet er af den højeste standard. Japanske kunder er af natur meget krævende, og tolererer ikke produkter af tvivlsom kvalitet.

Landbrug & Fødevarer ser store muligheder i Japan. Derfor gennemføres løbende fremstødsaktiviteter der har til formål at videreudvikle handelsmulighederne mellem Japan og Danmark. Læs her om det Royale besøg til Tokyo samt om kommercielle aktiviteter i forbindelse med besøget.

Det er ikke kun i Japan der er muligheder for danske eksportvirksomheder. ”Danmark og danske fødevarer udgør et stærkt brand i Kina,” udtaler Michael Stahlschmidt, Chefkonsulent i Handel, Marked & Ernæring hos Landbrug & Fødevarer. Læs mere om kinesernes stigende interesse for Danmark.


Vil du vide mere?

Vil du vide mere om Japan og dine muligheder for eksport? Glæd dig til næste nyhedsbrev, hvor vi bringer et interview med Statskonsulent Lene Mølsted Jensen og hendes japanske medarbejder Yumi Murakami fra den danske ambassade i Tokyo, der fortæller om trends og tendenser i relation til ingredienser på det japanske marked.


Anemette Hansen

Nyhedsbrev Ingredienssektoren

Seneste nyt fra lf.dk