Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik

Fødevaresikkerhed på agendaen i De Forenede Arabiske Emirater

For at blive klogere på ingrediensrelaterede tendenser i De Forenede Arabiske Emirater, har vi interviewet Edith Christmas, senior commercial advisor på det Danske Generalkonsulat i Dubai.

Fødevaresikkerhed & efterspørgsel efter ingredienser

Landbrug & Fødevarer: Hvilke tendenser oplever du i relation til ingredienser i De Forenede Arabiske Emirater (FAE)?

Edith Christmas: FAE er et relativt nyt land, der kun for knap 50 år siden opnåede uafhængighed. Myndighederne i FAE er derfor meget opmærksomme på optimering og konstant på udkig efter, hvordan andre lande gør inden for fødevarestandarder og -sikkerhed samt inden for bæredygtighed og forebyggelse af madspild. Lige nu er fødevaresikkerhed et stort emne, og der stilles strengere krav til kvaliteten og sporbarheden på de ingredienser, der bliver efterspurgt. Der importeres et væld af ingredienser og trenden er progressivt stigende. I forbindelse med landets vision for 2021, hvor det er målet at bekæmpe livstilssygdomme som fedme og diabetes, bliver der også sat højere krav til ingredienserne og deres oprindelse. Sundhed er i den grad på agendaen og her kigger man især i retning af fødevarerne og stiller krav til, hvordan man kan forbedre disse eller gøre dem sundere.

Når jeg har haft ingrediensvirksomheder med på virksomhedsbesøg, er de generelt blevet taget godt imod. Især hvis de kan forbedre slutvaren på det sundheds-mæssige.

 

Helt anderledes måde at drive forretning på

Landbrug & Fødevarer: Hvilke handelshindringer og udfordringer kan danske ingrediensvirksomheder, der vil eksportere til De Forenede Arabiske Emirater, støde på?

Edith Christmas: For det første er der meget konkurrence om pladserne. Man er ikke den første, der har banket på, når man som dansk ingrediensvirksomhed kommer til FAE. Derudover spiller de kulturelle forskelle en stor rolle. Vi handler på forskellige måder. I FAE handler man meget på pris, hvor man især i Nordeuropa handler mere på kvalitet. Araberne går meget op i at få tingene til den bedst mulige pris – det sætter de en ære i.

I FAE er handelsrelationer yderst vigtige. Handelsrelationer er snarere venskaber end rene forretningsrelationer. Det betyder, at processen som oftest tager længere tid. Ofte er det en fordel at åbne et lille repræsentations- eller salgskontor i landet for på den måde at udvise sin loyalitet og tilstedeværelse over for de lokale handelspartnere.  Handelsrelationen handler altså meget om at komme ud og vise, at man er interesseret og klar til at yde en indsats.

 

Distributør som lokalt kvalitetsstempel

Edith Christmas: Når man skal have afsat noget i FAE, går alt gennem en distributør eller det man vil kalde en ’lokal partner’. På trods af dette led er den tætte relation med slutkøber stadig nødvendig og det er derfor vigtigt, at man sætter tid og ressourcer af til at pleje denne kontakt. Distributørerne vil som oftest kun arbejde via eksklusive aftaler. Det er der både fordele og ulemper ved. Fordele, da distributørerne i sig selv kan være et lokalt kvalitetsstempel, som betyder, at køberne stoler på dit produkt. Ulemper, hvis man eksempelvis ender med at lave en eksklusiv aftale med den forkerte distributør - det kan være skæbnesvangert for ens produkt. Derfor er det vigtigt at bygge gode relationer op fra begyndelsen og investere det, der skal til for at finde ud af, hvem den helt rigtige samarbejdspartner er.

 

Tidligere interview om markedsTRENDS:

Fra landet mod byen - Nigeria og Ghana

Kommende vækstbølge - Indien

Døren står vidt åben - Japan 

Sundhedsbølge - USA

Anemette Hansen

Nyhedsbrev Ingredienssektoren

Seneste nyt fra lf.dk