Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Grafik: Colourbox

Hurtige, hårde og hovedløse EU-regler

Det er absolut ikke en guldrandet forretning for Danmark, at vi har for vane at stramme EU-reglerne. Tværtimod koster det på bundlinjen hos dansk erhvervsliv. Vi spænder kun ben for os selv ved at gå længere end naboerne.

Kronik bragt i Jyllands-Posten den 23. september 2014.

Af Søren Gade, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer og Jens Klarskov, adm. direktør, Dansk Erhverv

Mange kan sikkert huske diskussionen om, hvordan EU i sin tid lavede absurde regler for, hvor krumme agurker må være. Men i dag er det faktisk sådan, at det ofte er de danske myndigheders håndtering af EU-reglerne, der er tankevækkende, og som volder erhvervslivet problemer.

Et eksempel i den uskyldige ende: I Danmark skal alle virksomheder lave vejledninger til farligt materiale. Det gælder også ting, som de fleste har derhjemme. Som for eksempel afkalkningsmiddel til kaffemaskinen.

Derfor skal enhver dansk arbejdsplads med en kaffemaskine udarbejde og løbende opdatere en grundvejledning i, hvordan dens kaffemaskiner skal afkalkes. Skadeligt for forretningen? Næppe. Spild af tid? I høj grad, og desværre et eksempel på blot én af mange ulogiske særregler, som danske virksomheder til daglig må kæmpe med.

Et andet – og lidt mere skadeligt eksempel – fortalte Jyllands-Posten om for nylig.

Kvaliteten af dansk korn er så dårlig, at bryggerier og brødproducenter må hente deres råvarer i udlandet. Årsagen er, at danske landmænd må gøde mindre end udenlandske kolleger. EU har for flere år siden defineret den mængde gødning, som korn vil have bedst af.

Den mængde bruger alle andre lande i EU på nær Danmark, hvor landmændene højst må bruge 85 pct. af den optimale mængde gødning, som planterne ville vokse bedst af.

Det betyder, at proteinindholdet er faldet til det laveste niveau nogensinde. Men vi skal passe på miljøet, så er det ikke kun ret og rimeligt, at vi med fjorde og indre farvande gødsker mindre? Vi skal naturligvis passe på vandmiljø og grundvand.

Men det giver ingen mening – miljømæssigt eller økonomisk – at tvinge alle landmænd til konsekvent at undergødske, uanset om deres marker er på lerjord eller sandjord eller tæt på åer og vandløb eller langt derfra.

Resultatet er, at jorden udpines, vi høster færre og dårligere afgrøder, og at landbrugslandet Danmark må importere hvede til brødet og maltbyg til øllet. Danske særregler eller – som her en stramning og en overimplementering af et EU-direktiv – giver vores virksomheder unfair konkurrencevilkår. Det koster både vækst og arbejdspladser.

I Danmark har vi altid været gode til at sætte barren højt. Men nogle gange også lidt for højt, når det gælder om at føre EU’s direktiver ud i livet, hvilket vi gør ud fra devisen: hurtigt, hårdt og hovedløst.

Mens andre lande i gennemsnit bruger syv måneder på at indføre konkret EU-lovgivning, bruger Danmark under fire. Og ofte er resultatet mere restriktivt – uden at man egentlig får mere miljøbeskyttelse, bedre arbejdsmiljø, større glæde hos forbrugeren, eller hvad det nu er, stramningerne skal gøre godt for.

Et andet eksempel på den danske iver for at overimplementere EU-regler, er direktivet om, at et økologisk bistade hovedsageligt skal være omgivet af økologiske marker inden for tre kilometer.

Men i den danske udlægning er ordet hovedsageligt fjernet. Det betyder, at vi kun har mindre end en håndfuld steder i Danmark, hvor honning ville kunne produceres økologisk.

Resultatet: Danske forbrugere må købe økohonning fra andre EU-lande, hvor biavlerne ikke skal leve op til de samme stramme krav som i Danmark.

Også på kemikalieområdet har vi strammet skruen en ekstra gang. For eksempel skal alle forhandlere i EU kunne fortælle, om der er kemiske risikostoffer i deres produkter.

Produktet kunne være en cykel, et fjernsyn eller et par briller. Dog er der en bagatelgrænse, så hvis risikostoffet udgør mindre end 0,1 pct. af hele produktets vægt, bortfalder kravet.

I Danmark opererer vi med den samme procentdel – men for hver enkelt del, som cyklen eller fjernsynet består af. Det vil sige, at cykelhandleren skal til at have styr på, om der er 0,1 pct. risikostoffer i ringeklokken, i pedalerne, bremserne og i alle de andre cykeldele. Han skal altså nærmest være kemiingeniør eller sætte hele leverandørkæden i sving for at få oplysningerne. I andre EU-lande kan cykelhandleren nøjes med at gå til den ene leverandør, der har solgt ham cyklen.

Det er absolut ikke en guldrandet forretning for Danmark, at vi har for vane at stramme reglerne. Tværtimod koster den tilgang på bundlinjen hos dansk erhvervsliv. Der er derfor god grund til at se nærmere på, hvordan vi udformer vores love og regler. For der er faktisk en meget simpel løsning:

Vi mener, at der er brug for et nyt politisk fokus, hvis dansk erhvervsliv skal være i stand til at bevare og skabe vækst og beskæftigelse. Og løsningen ligger ligefor: Vi skal som en hovedregel ikke indføre strengere regler i Danmark end i vores nabolande.

Kort sagt skal vi lade være at spænde ben for os selv ved at gå længere end naboerne. Eller holde krampagtigt fast i danske særregler. For det handler faktisk ikke kun om overimplementering, når vi taler om ulogiske regler for dansk erhvervsliv. I en række tilfælde er det også særregler – selvopfundne danske love – som volder virksomhederne besvær, og bliver en klods om benet i konkurrencen med udenlandske virksomheder.

Tag for eksempel punktafgiften for nødder. I Danmark er nødder og mandler en såkaldt luksusvare, som der skal betales en særlig afgift af.

Men nødderne er åbenbart ikke lige gode alle sammen. For eksempel er afgiften for hele mandler med skal 13,89 kr. pr. kilo. Hvis de ikke har skal på, stiger prisen til omkring det dobbelte. Og hvis de er hakket, koster de yderligere et par kroner.

I alt findes der 10 forskellige nøddeafgifter alt efter nøddens type og form. Det betyder, at hvis indholdet i en pose mysli ændres, skal forhandleren lave en ny beregning af alle afgifterne og prissætte varen på ny.

Det er ikke kun bøvlet for de virksomheder, der sælger varerne. Det er også dyrt for de danske forbrugere, som i stedet fristes til at købe ind uden for landets grænser.

Når det handler om direktiver fra EU, så bør Folketinget indføre en model, hvor ministerierne forpligter sig til at lave en analyse, som synliggør forslagets konsekvenser for vækst og beskæftigelse i sammenligning med en minimumsimplementering.

Det vil sige, at ministerierne skal undersøge et lovforslags konsekvenser i forhold til arbejdspladser, økonomi og miljøeffekter.

I samme åndedrag vil det være passende at sammenligne med et alternativ, hvor kravene ikke er strengere, end EU-reglerne kræver. Endelig kunne det være meget hensigtsmæssigt at ministerierne skeler til, hvordan andre lande har implementeret et EU-regulativ og i den forbindelse inddrage interessenterne, inden man vedtager en ny lov eller implementerer et EU-regulativ.

Og derudover foreslår Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer, at ministerierne bør forpligtes til hvert femte år – som en del af et løbende eftersyn af lovgivningen – at efterprøve, om love og implementerede EU-regler stadig tjener det tiltænkte formål.

Vores forslag vil sikre, at politikerne har den nødvendige viden om konsekvenserne ved at indføre eller fastholde strengere regler i Danmark end i vores nabolande, når de skal træffe beslutninger.

Seneste nyt fra lf.dk