Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Maya Hiort Petersen/Colourbox

Overskudsmad som social ressource

Vi kan ikke spise os ud af madspild. Men organiseret anvendelse og uddeling af overskudsmad til sociale formål handler om andet og mere end at mindske madspild. Det sætter fokus på måltidet, inviterer mindre kendte fødevarer tilbage på middagsbordet og skaber nye sociale fællesskaber og ressourcer.

Kronik i Jyllands-Posten 4. december 2014
Af Karen-Inger Thorsen, direktør, Fødevarebanken, og Karen Hækkerup, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer

Der bliver talt og skrevet en del om mad og måltider i Danmark. En af de dominerende dagsordener er madspild. Det er meget forståeligt, når man tænker på, at det samlede årlige madspild i Danmark er anslået til at udgøre 540.000 tons mad til en værdi af 8,4 mia. kr. om året. En anden dagsorden, som er oppe i tiden, handler om måltidet og dets sociale betydning for os.

Nu, hvor der er tryk på kedlerne under begge dagsordener, er det kærkomment og vigtigt at supplere de mange politiske madspilds- og måltidsvisioner fra Christiansborg med mere konkrete erfaringer og indsatser på begge områder.

Erfaringer, som for det første viser, hvordan madspild kan bruges som ressource og styrke måltidets sociale funktion. Og erfaringer, som for det andet illustrerer, hvordan fødevareerhvervet, civilsamfundet og sociale organisationer sammen bidrager til og skaber en værdi for samfundet.

Landbrug & Fødevarer forsøger at dele den viden, der løbende indsamles om madspild, med offentligheden, samt løbende at støtte op om initiativer hos producenterne og detailhandlen, der mindsker madspild.

Producentleddet er blevet enormt dygtigt til at mindske sit spild, men selvfølgelig skal fødevareerhvervet ikke bare hvile på laurbærrene. Branchen skal være klar til at bakke op om initiativer, som skal hjælpe os alle til at passe bedre på vores fødevareressourcer.

Et af de mange danske initiativer, som arbejder for at sikre, at overskudsfødevarer fra fødevareindustrien ikke går til spilde, er Fødevarebanken.

Fødevarebanker findes mange steder i verden, og alle har de en fælles mission: at sikre fødevarer til dem, som har behov, samt at udnytte og minimere det fødevarespild eller -overskud, som findes i fødevaresektoren, med respekt for fødevaresikkerheden.

Den offentlige interesse for den danske fødevarebank har især handlet om det sidste, nemlig indsatsen mod madspild. Men uddeling af overskudsmad til sociale organisationer, som hjælper borgere, der er udsatte eller befinder sig i en skrøbelig social situation, er andet og mere end bare en mindskelse af madspild.

Under hjemlige himmelstrøg kender vi ikke til sult eller fødevareknaphed på samme vis som i udlandet. Det sociale sikkerhedsnet i Danmark er anderledes fintmasket end i de fleste andre lande på kloden.

Man kan derfor stille sig selv spørgsmålet, om der overhovedet er noget nævneværdigt behov for organisationer, der uddeler fødevarer?

Det korte svar er ja. Det lange er, at der skabes givtige og positive sociale effekter af en sådan uddeling, udover den åbenlyse fordel ved at maden tjener sit oprindelige formål: at blive spist frem for smidt ud. Disse sociale effekter er værd at sætte fokus på.

De positive effekter gælder både maden, måltidet og fællesskabet. Lad os starte med maden: En af gevinsterne ved at være en del af en fødevareordning, som følger den danske fødevarebanksmodel, er, at brugerne på de sociale institutioner tilbydes mere varieret mad, ofte økologisk mad og fødevarer af en generel meget højere kvalitet.

Det giver alt andet lige bedre basis for trivsel, sundhed og velfærd. Dertil kommer, at køkkenerne på eksempelvis herberger og væresteder bliver udfordret kreativt, og at mindre kendte typer af råvarer finder vej tilbage i gryderne.

For det første fordi man kan få leveret råvarer i en prisklasse og kvalitet, som ellers ligger uden for køkkenets økonomiske rammer. Det er de færreste sociale institutioner, der eksempelvis har budget til storindkøb af økologiske mangofrugter.

For det andet på grund af dét man kunne kalde ”nudging i stor skala”. Som modellen fungerer i Danmark, ved de sociale organisationer ikke, hvilke fødevarer de modtager, før der holder en kølebil foran døren på leveringsdagen.
Det kan i begyndelsen opleves som vanskeligt, at man ikke har mulighed for at planlægge menuer og retter forud som vanligt. Men efterhånden fortæller mange af modtagerne om, hvordan det er ret inspirerende at opdage eller genopdage eksempelvis smørfisken eller bolsjebeden, og så finde på nye opskrifter.

Gælder det et værested for stofmisbrugere, går kreativiteten så langt som at mikse babymos med yoghurt: Der er nemlig rigelige mængder babymad i overskud, og samtidig giver det tiltrængt kosttilskud til en gruppe mennesker, som kan være svære at lokke store måltider i.

Denne nudging i stor skala har også andre virkninger end besparelse på madbudgettet, bedre kvalitet og råvarevariation. På eksempelvis krisecentre og kollegier for blandt andet unge enlige mødre i en svær social situation betyder meget billige, faste leveringer af varierede råvarer, at madlavningen, måltidet og fællesspisningen bliver en vigtig aktivitet. I stedet for at sidde på hvert sit værelse bliver måltidet noget, man samles om, noget, man laver sammen og spiser sammen.

Det gavner stemningen og fællesskabet. På mange af disse steder er det aktiviteter, som ikke tidligere fandt sted, fordi det var for dyrt at købe de fornødne varer. Måltidets sociale funktion bliver et bidrag til at styrke de menneskelige relationer og til lære mere om mad.

Et andet eksempel gælder området for sindslidende, hvor Muhabet – en café for psykisk syge og skæve eksistenser, typisk med en anden etnisk baggrund end dansk – gør en indsats mod ensomhed og social isolation blandt ældre ved at starte via fællesspisning og værtsskab med mad som omdrejningspunkt.

En café, som der blandt andet er råd til, fordi fødevarebanksordningen tilvejebringer et tilstrækkeligt billigt og mangfoldigt fødevaretilbud.

Når man sætter tal på samarbejdet med fødevareindustrien, gav det sidste år 426 tons frisk overskudsmad til uddeling.

Samarbejdet med de sociale organisationer betød, at denne overskudsmad kunne blive til lidt over en million måltider. Medtager man de mange frivilliges indsats i timer, samt værdien af det sparede CO2-spild, så viser regnestykket at der, som billedet ser ud i dag, skabes værdi for cirka tre kroner for hver krone, Fødevarebanken har i omkostning.

Ingen aktør på fødevareområdet kan dog løfte madspildsudfordringerne alene. Det er noget, vi er sammen om som erhverv, borgere og politikere.

Der er brug for, at alle aktører involverer sig.

Den politiske handling på madspildsområdet har langt hen ad vejen været forbrugerrettede oplysningskampagner og nogle lovændringer, som blandt andet ændrer ordlyden på vores datomærkning fra ”mindst holdbar til” til ”bedst før”.

Lovændringer er dog ikke alene løsningen. Senest var der tale om at få madspild på finansloven, så måske er politikerne ved at vågne op til dåd.

Vi kunne i hvert fald håbe på, at der fra både fra regeringen og øvrigt politisk hold snart viste sig en lyst til at gå mere aktivt ind i denne del af kampen mod madspild, hvor maden dels bruges til det formål, den var tiltænkt, og dels bidrager til at skabe værdi på det sociale område og gavner dem, som har mest behov.

Det er der både samfundsøkonomisk og social værdi i.

Seneste nyt fra lf.dk