Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Skal vi beholde landbrugsstøtten?

For perspektivets skyld: Mediestøtten overhaler i år landbrugsstøtten. Det er med til at understrege, at offentlige tilskud og støtteordninger kaster gode samfundsbidrag af sig, men også at der er paradokser forbundet hermed. Kronik i Jyllands-Posten af Martin Merrild og Søren Gade

Kronik bragt i Jyllands-Posten 15. maj 2014
Af Martin Merrild og Søren Gade, formand og adm. direktør i Landbrug & Fødevarer

Siden 1973 har danske landmænd modtaget milliarder af kroner i landbrugsstøtte fra EU.
Det er hævet over enhver diskussion, at støtten er bureaukratisk og på mange måder uigennemskuelig, og i landbruget forstår vi godt, hvorfor kritikere har langet ud mod ordningen gennem mange år. For hvad får samfundet ud af ”blanko-checken” til landmændene?

Igennem årene har spørgsmålet svævet i det uvisse. Og frem mod valget til Europa-Parlamentet i slutningen af maj, vil landbrugsstøtten være et taknemligt nedslagspunkt for politiske kandidater med ambitioner om en taburet i Bruxelles.

Det kan synes omkostningsfrit for de politiske kandidater, at score stemmer på skarp retorik om landbrugsstøtten, og flere kandidater har allerede været ude med paroler om at skrotte støtten.
I landbruget kan vi godt forstå, at vælgere og politikere kan have det indtryk, at kun et absolut mindretal har noget at miste på at fjerne støtten. Det er i dag så godt som usynligt, hvordan støtten bidrager til fællesskabet – selv om det rent faktisk er tilfældet.

Fra smørbjerge til skrump
For at forstå støtten skal man i historiebøgerne. Efter 2. verdenskrig, hvor Europa var ramt af sult og mangel på fødevarer, indførte politikerne ordningen for at sikre mad til befolkningen. Siden opstod der overflod af visse produkter, og man så de berygtede kød- og smørbjerge, som gennem 70´erne og 80’erne for kritikerne blev en slags symbol på EU-systemets fejl og urimeligheder.

Siden dengang har landbrugsstøtten undergået adskillige forandringer, og virkeligheden i dag er en ganske anden end for 40 år siden. Bjergene er for længst væk, og ser man på beløbene, har EUs landbrugsbudget været på kraftig skrump: I 1970'erne udgjorde landbrugsbudgettet over 70 pct. af udgifterne på EU (EFs) samlede budget, mens den nu er på 40 pct. Den kurs fortsætter, og betyder at de 6,5 mia. kr., som i dag deles af 40.000 danske landmænd skrumper til 5,5 mia. kr. i 2020.

Rygvind til fødevareproduktionen
I landbruget kunne vi godt ønske os, at landbrugsstøtten fra tid til andet blev set i et større perspektiv.
I sin grundform er landbrugsstøtten ikke anderledes end andre former for politisk bestemt støtte, og vi mener ikke, at den er mere eller mindre kontroversiel end støtte til fx medier, vindmøller, film eller Det Kongelige Teater.

Støtte er et politisk instrument til at sikre en bestemt samfundsmæssig udvikling eller et særligt tilbud til borgere, når man vil sætte sig ud over markedskræfternes frie spil. Om det giver mening at gøre, og om samfundet og borgerne får ”nok for pengene” i de konkrete tilfælde afhænger i høj grad af øjnene, der ser.

Afkastet kan være en svær størrelse at måle: ”Arbejdspladser”, ”mere demokrati”, ”øget eksport”, ”bredere kulturtilbud” - hvor starter og stopper regnestykket? Der er både direkte og indirekte afkast, og med i ligningen bør det vel også tælles, hvad konsekvensen vil være, hvis støtten bortfalder?

Et par eksempler kan måske anskueliggøre udfordringerne.

For et par år siden kunne man fx i dagspressen læse historier om, at opera billetter i gennemsnit var støttet med 900 kr. pr. billet (ud over den pris, som gæsterne selv betalte af egen lomme), og sidste år kunne man i andre spalter læse artikler om, at den reelle billetpris i biografen til visse danske film lå på 622 kr., når statsstøtten blev lagt oven i prisen på biografbilletten.

Kendsgerningerne er også, at mediestøtten i 2014-2015 overhaler landbrugsstøtten, hvis man skal tro en rapport fra Kulturministeriets Mediestøtteudvalg fra september 2011. Her opgør udvalget mediestøtten til 6,5 mia. kr., hvilket er stort set det samme, som de godt 40.000 danske landmænd modtager i år.

Som de fleste andre mener vi, at det er en god og ædel sag at støtte demokratiet gennem mediestøtten. Men man kan godt være kritisk for, hvad der er demokrati-fremmende eller ej. Når DR med licensfinansiering producerer X-factor får vi måske mindre demokrati for pengene, end i P1 Orientering. Omvendt kan alting i DR ikke være P1, hvis det skal nå ud til danskerne.

Et tredje eksempel er støtte til vindmøller. For 25 år siden var det et fornuftigt incitament for at sikre opførsel af møllerne og hjælpe mølle-strøm på markedet. I dag vil det være en tilsnigelse at bruge ”opstarts”-betegnelsen, men alligevel blev der på budgettet for vedvarende energi givet over 3 mia. kr. i 2013 til vindmøllestrøm.

Med det hele
Vi skal på ingen måde gøre os til fortalere for at afskaffe mediestøtten eller kulturstøtten, eller for den sags skyld være smagsdommere over opera og dansk filmkunst. Landbruget producerer selv grøn energi med støtte, så vores ærinde er heller ikke at lukke for støtte til bioenergi.

Pointen med ovenstående er egentligt blot at sige, at offentlige tilskud og støtteordninger kaster gode samfundsbidrag af sig, men at der selvfølgelig også er en række paradokser og udfordringer forbundet med at give og forvalte offentlig støtte.

Samfundsgoder
Man kan selvfølgelig have det synspunkt, at alle former for statsstøtte er utidig indblanding.
Men der kommer faktisk samfundsgoder ud af støtte, uanset om den går til opera, vindmøller eller svineproducenter.

Det negligeres desværre for ofte i debatten, at globaliseringen betyder, at vi øger samhandlen med andre lande – hvilket er en god ting – og at det samtidig medfører et benhårdt prispres. Her tjener landbrugsstøtten i EU som et redskab, der gør, at vi kan handle med hinanden, og at landmandens lavere løn, lavere standarder på miljø og dyrevelfærd i fx Sydamerika udjævnes.

Vi har i landbruget også været for dårlige til at fortælle om andre af støttens positive afkast til samfundet i form af job, eksport, sikre fødevarer og forvaltning af marker og natur.

Danskerne kan fx sætte lighedstegn mellem landbrugsstøtten og de krav vi stiller i EU til fødevaresikkerhed, dyrevelfærd, miljø mm., når de køber en bøf nede i supermarkedet.

Her er der en garanti for, at bøffen lever op til regler om medicin-forbrug, dyrene er transporteret efter ordentlige regler, at kødet kan spores, at dyrlæger har kontrolleret og en række andre krav.

Landbrugsstøtten har også en række afledte effekter i form af forbedringer på miljø og dyrevelfærd. Der findes knap 130 forskellige krav – ud over de danske love og regler – som landmanden skal leve op til, for at modtage landbrugsstøtten – ”krydsoverensstemmelseskrav”, som de formuleres med EUs fornemmelse for ord.

De betyder i al sin enkelhed, at landmandens betaling er betinget af, at han fx bekæmper bjørneklo, udlægger miljøfokus-arealer, mærker husdyr, udbringer gylle efter særlige regler m.fl. Alle disse krav defineres af politikerne som dermed er med til at dreje landbruget ind på den vej, som samfundet ønsker.

Død politisk sild
Den politiske virkelighed i Bruxelles – uanset danske politikeres ønsker – er, at der er bred opbakning fra unionens øvrige medlemslande til at bevare landbrugsstøtten. Afskaffelses-diskussionen er altså et isoleret dansk fænomen.

Uanset hvor meget støtten måtte komme under beskydning fra de kommende parlamentarikere frem mod Parlamentsvalget den 25. maj, ændrer det næppe på, at støtten er kommet for at blive en tid endnu.
Men måske er det heller ikke nogen skade til, at vi understøtter en fødevareproduktion, som er klimavenlig og effektiv. Verdens befolkning vokser med to mia. mennesker frem mod 2050, og der vil være en kæmpe efterspørgsel efter fødevarer. Hvert eneste døgn bliver vi 200.000 flere på kloden, som alle skal mættes på bæredygtig facon. Her har danske landmænd en række kompetencer, at byde ind med og en viden, som er værd at bygge oven på.

I valgdebatterne mener vi, der skal være plads til diskussionen om, hvilken rolle EU og landbrugsstøtten skal spille for at sikre en ansvarlig, effektiv og bæredygtig fødevareproduktion.

Seneste nyt fra lf.dk