Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox

Åbn stalddørene for virksomheder

Hvis politikerne ændrer planloven, så produktionsvirksomheder får lov flytte på landet, kan det skabe mere liv i yderområderne. Indlæg af Niels Pedersen Qvist og Lars Hvidtfeldt.

Indlæg bragt i Nordjyske Stiftstidende 4. maj 2015

Af Niels Pedersen Qvist, gårdejer, og Lars Hvidtfeldt viceformand, Landbrug & Fødevarer

Syv-otte millioner kvadratmeter under tag står ubenyttede hen i Nordjylland. Typisk er svinestalde, stuehuse og andre landbrugsbygninger blevet rømmet i takt med, at landbruget har udviklet sig. Nogle af disse kunne få nyt liv, hvis politikerne besluttede at ændre planloven, så produktionsvirksomheder fik lov flytte på landet. Det kunne skabe det liv i yderområderne, som vores politikere taler så varmt for.

Fagbevægelsen foreslog for nylig, at planloven lempes, så det bliver tilladt at drive produktionsvirksomhed i større skala på landet.

Desværre er der i dag snævre grænser for, hvilke virksomheder, der må have adresse derude, hvor pakkerne kommer med landpostbud.

Større virksomheder er typisk henvist til industriområder i udkanten af byerne.

Det er synd og skam, for mange nedlagte landbrug er velegnede til at huse produktionsvirksomheder.

Det kan man finde gode eksempler på, selv inden for den eksisterende planlov. Flere herregårde og godser rundt i landet er taget i brug som kursusejendomme, kontorer eller kunsthåndværksteder.

Det er naturligvis ikke alle forladte landejendomme, der egner sig til den slags formål. Men hvis man er iværksætter på jagt efter god plads og en lav husleje, kan en nedlagt lade med et stuehus være det helt rigtige til at huse produktion og kontor.

Vi skal ikke droppe al form for planlægning i det åbne land. Danmark er et lille land, og vi skal tage hensyn til både miljøet, naboerne og de som vil bruge landskabet til fritidsformål. Det skal vi have os for øje, hvis vi ændrer planloven. Men hvis vi åbner stalddørene for virksomheder, åbner vi også nye muligheder for at skabe liv på landet.

Seneste nyt fra lf.dk