Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

L&F: Dansk landbrug er forrest i klimakampen

Danske landmænd er i klimakampens førerfelt. Vi har en af verdens mest klimaeffektive produktioner og har reduceret CO2-udledningen fra den danske landbrugssektor på ca. 20 procent siden 1990.

Af Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer

Nogle gange kan man godt blive overrasket, når man læser morgenaviserne. Sådan havde jeg det søndag den 11. september, da jeg læste Politikens interview med professor Katherine Richardson (KR). Et interview af den type, hvor dansk landbrug helt uden dokumentation eller henvisninger kritiseres for skyttegravskrig og manglende vilje til dialog. Interviewet var, naturligvis, suppleret med en overskrift med yderligere en halv skrue, så budskabet afleveredes med fuld lydstyrke.

Lad det være sagt med det samme: Vi vil i dansk landbrug meget gerne indgå en dialog. Det er eksempelvist derfor, vi holdt det årlige Åbent Landbrug søndag den 18. september, hvor flere end 86.000 danskere tog ud og oplevede det moderne landbrug. Rigtig dialog forudsætter dog gensidig forståelse, og det er svært, hvis udgangspunktet er, at ethvert modspil er et ønske om at grave grøfter. Men vi prøver altså, og derfor vil jeg gerne benytte lejligheden til at nuancere interviewets påstande yderligere.

Danske landmænd er allerede i klimakampens førerfelt. Vi har en af verdens mest klimaeffektive produktioner og har reduceret CO2-udledningen fra den danske landbrugssektor på ca. 20 procent siden 1990. I samme periode er udledningen fra transportsektoren til sammenligning steget.

Katherine Richardson berører i interviewet to ting af egentlig faglig substans. Den første er reaktivt kvælstof, der betegnes som et stigende problem. Reaktivt kvælstof er den ammonium- og nitratkvælstof, der kan indgå i omsætningsprocesser, og som giver lattergasudledning i et eller andet omfang. Dansk landbrug har reduceret det totale kvælstofinput fra næsten 800.000 ton i 1990 til 500.000 ton i dag og i samme periode halveret kvælstofoverskuddet. Vi har derfor en langt bedre kvælstofudnyttelse i dag end tidligere og også en langt bedre udnyttelse end i andre lande. Vi er stadigt optaget af at finde nye løsninger, der på en konkurrencedygtig måde kan nedbringe klima- og miljøaftryk fra vores produktion yderligere, men når det gælder eventuelle udfordringer med reaktivt kvælstof, er vi altså langt foran feltet. Det er næppe heller nogen hemmelighed, at Danmark i årtier har haft helt særligt restriktive vilkår, og hvis Katherine Richardson har ret i, at området får stigende international opmærksomhed, ja så kan vi landmænd da se frem til, at vores udenlandske kolleger ad åre nærmer sig det sted, hvor vi er i dag.

Rent klimafagligt er der imidlertid et problem med reaktivt kvælstof, nemlig den meget forsimplede beregningsmetode, der anvendes, når emissionen af lattergas opgøres. I dag bruges alene en helt generel international regel, men da Danmark i international sammenhæng har relativt sandede jorde og som nævnt god kvælstofudnyttelse, er den faktiske emission sandsynligvis langt lavere end den beregnede. Det kan i hvert fald entydigt konkluderes, at den varierer mere steds- og praksisafhængigt, end antydet af den nuværende one-size-fits-all opgørerelsesmetode. Vi har i L&F derfor i længere tid arbejdet for et bedre fagligt grundlag, der også på sigt kan forfines, så det tager hensyn til f.eks. jordtype, type af gødning og andre forhold. Både i og uden for landbruget gælder det jo, at hvis vi ikke er fagligt klædt på til at differentiere mellem effekter af forskellige klimavirkemidler, så kommer vi som samfund til at skyde gråspurve med kanoner og lukke danske arbejdspladser, fordi det er det eneste dokumenterbart virkningsfulde. Her, Katherine, har vi en fælles opgave, som vi allerede er på banen for.

Katherine Richardson nævner også perspektiverne for øget opbygning af kulstof i jord. Det er et vigtigt perspektiv, for mens vores biologiske produktion af naturgivne grunde aldrig kan blive emissionsfri, har vi i land- og skovbrug et stort potentiale for med bioenergi og bioøkonomi at reducere de globale klimaudledninger. Desværre følger den internationale klimaregulering ikke med. Kulstofopbygning indgår eksempelvist endnu ikke i EU's klimapolitik, hvilket er en alvorlig fejlbrist, der fjerner vigtige værktøj i klimaværktøjskassen. Det har vi arbejdet for at ændre, og jeg har noteret mig, at Klimarådet, som Katherine Richardson også repræsenterer, deler vores synspunkter i deres seneste rapport (det er selvfølgeligt rart, at Klimarådet har lyttet til Landbrug & Fødevarers saglige argumenter ved de gentagne møder, men det passer dårligt med en grundfortælling om manglende dialog!). Desværre viste EU-Kommissionens nylige forslag, at der selv på europæisk plan stadigt er langt fra skåltaler til reel, fælles klimavilje, og de fremlagte planer er på landbrugsområdet langt fra så progressive og fremtidssikrede, som både Landbrug & Fødevarer, Klimarådet og den danske regering (ret enslydende) havde anbefalet.

Jamen kan Danmark da ikke få et forspring på fødevareområdet, hvis vi er førende på klima? Jo, det kan vi bestemt – det ser vi allerede. Vi oplever en massiv udenlandsk interesse efter danske løsninger inden for bæredygtig intensiv produktion. Selv om man i udlandet er vel bekendt med den danske førerposition, så kommer den dog tilsyneladende som en overraskelse for danske fagfolk. I hvert fald i søndags-Politiken.

Seneste nyt fra lf.dk