Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Den danske udledning udgør ca. en promille af de samlede globale drivhusgasudledninger. Isolerede danske tiltag, der reducerer dansk landbrugsproduktion, virker derfor ikke, fastslår viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt.

L&F: Klimaudfordringen kan ikke løses nationalt

Danmarks egen udledning er minimal, men vi kan gøre en forskel for klimaet ved at lære andre lande, hvordan man producerer fødevarer bæredygtigt, skriver viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt på Altinget.dk.

Indlæg på Altinget.dk 21. juni 2016

Af Lars Hvidtfeldt, Viceformand for Landbrug & Fødevarer

Lektor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet Michael Søgaard Jørgensen har i Altinget 7. juni et indlæg om, hvordan klimabelastningen fra fødevaresektoren kan nedbringes.

Indlægget kalder på en lang række nuanceringer.

Udegående dyrs klimaaftryk er ofte højere
Omlægning til økologi er i sig selv ikke en mirakelkur for klimaet.

Til trods for at vi i Danmark også er blandt de mest effektive i den økologiske produktion, så er klimabelastningen per produceret kg kød gennemsnitligt set ikke lavere for økologiske produkter end for konventionelle produkter.

Sammenligner man udegående dyr med dyr, der opdrættes på stald, vil der ofte være et lidt højere klimaaftryk for de udegående dyr.

Når det er sagt, så hilser jeg naturligvis brugen af danske klimaeffektive kvalitetsråvarer velkommen, økologiske eller ej. Her er jeg helt enig med Michael Søgaard Jørgensen.

Den danske udledning udgør en promille
Klimaændringerne er dog en global udfordring, som skal håndteres globalt.

Det vil være utrolig naivt at forestille sig, at den danske efterspørgsel på bestemte råvarer dikterer fødevarepræferencer eller madvaner på den anden side af kloden, eller at ensidige stramninger af rammevilkårene for dansk landbrug vil gavne klimaet.

Danmark gør i sig selv ingen forskel for de globale drivhusgasudledninger.

Den danske udledning udgør ca. en promille af de samlede globale drivhusgasudledninger. Isolerede danske tiltag, der reducerer dansk landbrugsproduktion, virker derfor ikke.

I stedet kan Danmark forsøge at lære andre lande, herunder de globale vækstøkonomier, hvordan de kan producere fødevarer mest ressourceeffektivt og bæredygtigt.

Stor udenlandsk interesse for bæredygtig produktion
Det var netop, hvad vi i Landbrug & Fødevarer gjorde under klimatopmødet i Paris, hvor vi oplevede en enorm interesse for vores erfaringer med en bæredygtig intensivering af landbrugs- og fødevareproduktionen.

Bæredygtig intensiv produktion er nævnt eksplicit i EU-ledernes aftale om klima- og energipolitik frem til 2030 og fremhæves også af FN's fødevareagentur som hjørnestenen i omstillingen til en mere klimavenlig landbrugssektor.

Lad os derfor indlede en konstruktiv og ligeværdig dialog på basis af dette i stedet for at fremstå som forkælede øboere, der forsøger at bestemme, hvad andre må spise i udlandet såvel som herhjemme.

Seneste nyt fra lf.dk