Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Økologipolitik skal drives af positive tiltag

Økologien skal først og fremmest udvikles via positive tiltag, og ikke ved at gøre det vanskeligt at være landmand – hverken økologisk eller konventionel, skriver Hans Erik Jørgensen, formand for Økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer, i en kommentar til Økologisk Landsforenings ti-punktsplan.

Debatindlæg bragt i bl.a. Landbrugsavisen 16. december 2016

Af Hans Erik Jørgensen, formand for Økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer

December måned er tiden for ønsker. Økologisk Landsforening har lanceret en ti-punktsplan, hvor de har listet en række politiske ønsker, som de mener, vil gavne økologien.

Som formand for Økologi-sektionen i Landbrug & Fødevarer kvitterer jeg for alle indspil til de drøftelser, der pt. foregår i forhold til økologiens fremtidige udvikling. Der skal dog ikke herske tvivl om, at det er min holdning, at vi først og fremmest skal udvikle økologien via positive tiltag og ikke ved at gøre det vanskeligt at være landmand – hverken økologisk eller konventionel.

Flere afgifter står derfor ikke på min ønskeliste. Men det gør til gengæld fem vigtige ting, som kan være med til at understøtte en robust markedsdrevet vækst:

  • En ambitiøs forsknings- og udviklingsindsats, der kan bringe økologien videre rent fagligt. Ressourceeffektivitet, klima, miljø og dyrevelfærd skal udvikles endnu mere, og vi skal udvikle mere proteindyrkning og bedre proteinkilder via bioraffinering mv.
      
  • Øget mulighed for recirkulering af næringsstoffer. Der skal gøres en indsats både herhjemme og i EU for, at vi kan få flere recirkulerede næringsstoffer ind i økologien.
      
  • En velfungerende økologitilskudsordning. Uanset gode markedsforhold pt. er det vigtigt, at man har stabile rammer, hvor der kompenseres for de aftaleforpligtelser, landmanden påtager sig overfor samfundet i forhold til begrænsninger på kvælstofforbrug og bekæmpelsesmidler. Pengene skal ud til tiden, og det skal gå hurtigere, fra man begynder, til man får tilskuddet.
      
  • Et stærkt, fælles Ø-mærke. Vi skal hele tiden udvikle økologien og det statslige Ø-mærke. For det skal fortsat være et stærkt, fælles mærke med en årlig statslig kontrol på alle bedrifter. Mærket kan dog blive bedre, så lad os udvide det til også at omfatte klima- og naturtiltag på alle bedrifter. Og lad os satse på at finde fælles løsninger for alle økologer, så vi bevarer den store troværdighed, der er om Ø-mærket.
      
  • Generationsskifte indenfor økologien. Det skal være nemmere at komme i gang via bedre lånemuligheder, lempeligere beskatning ved glidende generationsskifte, mentorordninger mv.

Seneste nyt fra lf.dk