Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
L&F glæder sig over, at opgørelsen af væksten er opjusteret. Men de nye tal må ikke blive en sovepude. For Danmark halter stadigvæk bagud, når det gælder vækst.

Opjustering af vækst må ikke blive en sovepude

Danskerne er i dag fattigere end for 10 år siden. Derfor skal en ny regering turde fortsætte i vækstsporet - og helst i højere fart.

Debatindlæg i Børsen, 25. november 2016

Af Morten Høyer, direktør, og Frank Øland, cheføkonom, Landbrug & Fødevarer

Danmarks Statistik kunne for en uges tid siden meddele, at det ser bedre ud med væksten, end vi gik og troede.

Talknuserne hos Danmarks Statisk er kommet frem til, at væksten i hvert eneste år siden 2006 har været højere end hidtil antaget. Dermed er Danmarks BNP så pludselig blevet 42 mia.kr. højere.

Det er vi mange, der glæder os over. Men de nye tal må ikke blive en sovepude. For Danmark halter stadigvæk bagud, når det gælder vækst.

Siden verden lagde finanskrisen bag sig, har vi haft lavere vækst end de lande, vi normalt sammenligner os med som Sverige, Norge, Storbritannien, USA og Tyskland. Danskerne er fattigere i dag end for ti år siden målt på BNP per indbygger. Svenskerne, tyskerne osv. er alle blevet rigere. Det ændrer de nye tal desværre ikke på.

Derfor er det tvingende nødvendigt, at en ny regering koncentrerer sig om at skabe vækst og øge produktiviteten, så vi ikke sakker længere bagud. Vi har fra Landbrug & Fødevarer fremlagt en 2025 plan, som indeholder masser af kraftfoder, der kan få samfundsøkonomien til at vokse.

Vi foreslår blandt andet, at uddannelsessystemet i højere grad målrettes erhvervslivets behov, at det bliver mere attraktivt at investere i Danmark og at flere hænder tager en tørn på arbejdsmarkedet, blandt andet ved at skatten sættes ned og flere flygtninge kommer i arbejde.

Venstre-regeringen har allerede fremlagt en 2025-plan med en stribe forslag, der kan løfte væksten. Og i sidste uge gik et bredt flertal af partier sammen om at afskaffe PSO-afgiften. Det var et håndgribeligt initiativ, som vil skubbe til væksten uden for de større byer og føre til flere produktionsjob.

Vi ser frem til flere gode tiltag fra den ny regering, så Danmark kan indhente vækst-tabet og sikre vores fælles velstand for fremtiden.

Seneste nyt fra lf.dk