Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Det må ikke blive dyrere at producere fødevarer

Regeringens beslutning om at virksomhederne skal betale mere for fødevarekontrollen, vil gøre det dyrere at producere fødevarer. Det harmonerer ikke med regeringens ønske om at styrke fødevareeksporten, påpeger L&F og DI.

Debatindlæg i Jyllands-Posten, 1. juni 2017

Af Flemming Nør-Pedersen direktør, Landbrug & Fødevarer og Leif Nielsen, branchedirektør, DI Fødevarer

Regeringen har netop besluttet, at danske fødevareproducenter skal betale endnu mere for at have besøg af Fødevarestyrelsens kontrollanter.

Konkret vil de nye gebyrer pålægge danske fødevareproducenter en ekstraudgift på 30 mio. kr. i 2018, og 52,5 mio. kr. i 2021, når de er fuldt indfaset.

Det er en stigning på 17,5 pct., som ikke alene vil gøre det dyrere at producere fødevarer i Danmark.

Det står også i skarp kontrast til, at miljø-og fødevareministeren og udenrigsministeren netop har lanceret en ny eksportstrategi, der skal styrke fødevareeksporten.

For de to ting trækker i hver sin retning. På den ene side ønsker man at fremme eksporten, men samtidig belaster man én af de mest eksporttunge brancher med øgede og mærkbare kontrolgebyrer.

F.eks. hæves grundgebyret for kontrol i fødevarevirksomheder, så første kontroltime kommer til at koste ca. 3.300 kr. - det er 1.000 kr. mere end i dag.
Vi er efterhånden oppe på nogle af de dyreste konsulenttimer, man kan forestille sig. Det er ikke i orden.

Stigningen i de danske kontrolgebyrer er at gnide salt i såret i en situation, hvor EU-Kommissionens nye kontrolforordning fastholder den økonomiske forskelsbehandling af fødevareproducenter i EU. Her var der ellers en oplagt mulighed for at sikre en ensartet gebyrbetaling. Det er desværre ikke lykkedes. Nogle skal betale, andre ikke, afhængigt af hvad de producerer.

Det er også fortsat op til de enkelte lande at beslutte, hvordan fødevarekontrollen skal finansieres, og dermed hvem der skal betale. Det er stærkt konkurrenceforvridende i sig selv, og når regeringen nu har besluttet, at de danske, eksportorienterede fødevareproducenter skal betale endnu mere i kontrolgebyrer, hænger tingene ikke sammen.

Vores ærinde er på ingen måde at underminere den effektive fødevarekontrol.

Den er et meget vigtigt fundament for hele den danske fødevarebranche, og den baner vejen for, at danske fødevareproducenter kan eksportere til markeder, som andre lande ikke kommer i nærheden af.

Vores ønske er at gøre Danmark til det bedste sted at drive virksomhed i og ud fra. Vi vil gerne have verdens bedste fødevarekontrol, men den skal være konkurrencedygtig på prisen, og det er den ikke.

Den varslede stigning af kontrolgebyrerne svarer til en øget beskatning af danske fødevareproducenter, og det vil være til skade for eksportindtægter, vækst og arbejdspladser rundt om i hele landet.

Seneste nyt fra lf.dk