Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Foto: Colourbox.dk

Værn om et godt liv i hele Danmark

Danmarks Idrætsforbund og Landbrug & Fødevarer står sammen om at gøre det endnu mere attraktivt at leve, arbejde og bo uden for Danmarks største byer.

Debatindlæg i Jyllands-Posten, 19. november 2017

Af Niels Nygaard, formand for Danmarks Idrætsforbund, og Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer

Der er udfordringer med den regionale balance i Danmark. Trods de mange gode grunde til at leve og bo uden for Danmarks største byer, er der fortsat et uudnyttet potentiale i mange af de lokalsamfund, hvor der er lidt længere mellem husene. Det drejer sig ikke mindst om indbyggernes mulighed for at udfolde deres visioner for lokalsamfundet og om virksomhedernes mulighed for at etablere og udvikle sig.

Danmarks Idrætsforbund og Landbrug & Fødevarer står sammen om at gøre det endnu mere attraktivt at leve, arbejde og bo uden for Danmarks største byer.
Ud over fællesskabet, naturen og de øvrige gode grunde til at bosætte sig her er der også hårdt brug for opbakning fra de politikere, som i øjeblikket fører valgkamp rundt om i kommunerne.

Fødevareerhvervet løfter en stor opgave og sikrer en væsentlig del af beskæftigelsen i disse områder.

Landbruget er en central medspiller for lokale myndigheder og samfund, når det handler om at skabe arbejdspladser, velstand, eksport og skatteindtægter. Det kræver politisk vilje og initiativ at fremtidssikre væksten og dermed sikre gode rammevilkår for vores landmænd og fødevarevirksomheder.

Men der skal både være noget at leve af og noget at leve for. Her spiller idrætsforeningerne en væsentlig rolle. Foreningerne er med til at binde lokalsamfundene sammen, skabe sunde og sociale aktiviteter og sikre det sociale kit mellem borgerne. Vi bør sammen støtte og bruge foreningsfællesskaberne og de lokale aktivitetstilbud til at gøre det endnu mere attraktivt at flytte hertil.

En ny undersøgelse af Danmarks Idrætsforbund viser, at idrætten og foreningslivet generelt står stærkt i landområderne.

Undersøgelsen viser især, at der her er et større frivilligt engagement end i resten af landet. Indbyggerne i landområderne tager i højere grad en tørn som frivillige i den lokale idrætsforening, og engagementet udgør en enorm ressource.

Vækst og liv er hinandens forudsætninger, og det er vigtigt, at det frivillige engagement bliver understøttet fra politisk hold. Hvis de frivillige ikke orker mere, så forsvinder idrætsforeningerne, hvilket vil gøre det mindre attraktivt at bo og leve på disse kanter. Det vil i sidste ende gå hårdt ud over de lokale samfund og virksomheder.

Derfor har vi brug for, at politikere også ser det som en investering at skabe gode vilkår for foreningerne og arbejder ud fra klare frivillighedsstrategier, så den frivillige indsats anerkendes. Det er landmanden, købmanden og den lokale smed, der - udover at skabe arbejdspladser i lokalsamfundet - bruger deres fritid på at være frivillig i den lokale forening.

Frivillige kan ikke skabe udvikling alene. Forudsætningen er derfor et samspil mellem de frivillige og myndighederne - herunder både staten, regionerne og kommunerne. Folketinget fastlægger nogle overordnede rammevilkår, men landets 98 kommuner er den vigtigste samarbejdspartner for at sikre gode vilkår for det lokale frivillige engagement.

Der er mange gode grunde til at bosætte sig i de egne af Danmark, hvor der er god plads. Lad kommunalvalget den 21. november blive startskuddet til endnu flere.

Seneste nyt fra lf.dk