Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Vi mangler de rigtige hænder til vores job

Der er mangel på arbejdskraft i blandt andet agro-og fødevareindustrien. Det er helt uholdbart. Vi risikerer, at luften går ud af den økonomiske vækst, som vi ellers endelig begynder at kunne øjne igen efter finanskrisen, skriver Karen Hækkerup.

Klumme i Dagbladet Ringsted, 21. september 2017

Af Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer

Flere og flere danske virksomheder må kigge langt efter ansøgningerne, når de slår job op.

I Region Sjælland var der i årets første seks måneder i gennemsnit 25,5 ubesatte stillinger per 100 ledige. Det er en stigning på 17,6 pct. i forhold til året før. Med andre ord er der rigtig mange danskere, der går ledige, selvom mange af Landbrug & Fødevarers medlemmer har job, der ikke kan blive besat.

Helt uholdbart
I øjeblikket er der et mismatch mellem den ledige arbejdskraft og den arbejdskraft, som virksomhederne mangler. Der er flere og flere virksomheder, der ikke kan finde kvalificeret arbejdskraft.

Det er en rigtig skidt udvikling, for det er altafgørende, at vores virksomheder kan yde deres bedste.

Hver evig eneste dag kæmper de mod tusindevis af udenlandske spillere, der også vil være de bedste på netop deres område.

I agro-og fødevareindustrien oplever hver fjerde virksomhed for eksempel lige nu, at manglende arbejdskraft er en produktionsbegrænsning.

Det er helt uholdbart. Vi risikerer, at luften går ud af den økonomiske vækst, som vi ellers endelig begynder at kunne øjne igen efter finanskrisen. Det må vi ikke smide væk.

Fødevareklyngen giver beskæftigelse til cirka 190.000 mennesker, og hvis vi skal kunne blive ved med det fremover, så skal der politisk fokus på det her område.

Vi må ikke miste vores ordrer og arbejdspladser til udlandet. Derfor er jeg glad for, at regeringen i sit skatteudspil kommer med en række forslag, der kan hjælpe på netop dette. Både det nye jobfradrag, fjernelse af loftet over beskæftigelsesfradraget og hurtigere hævelse af topskattegrænsen vil øge incitamentet til at tage et arbejde og arbejde ekstra timer.

Det er afsindigt vigtigt, at vi får øget arbejdsudbuddet. Derudover skal der være en mere målrettet uddannelse af faglærte og en opkvalificering af flere ledige.

Beløn dem der arbejder
Som en del af puslespillet ser vi også, at vores virksomheder skal have bedre muligheder for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.

Her vil regeringens forslag om at udvide forskerskatteordningen gøre det nemmere for fødevarevirksomhederne at tiltrække dygtige medarbejdere. Til gengæld er det ærgerligt, at regeringen ikke fremlægger tiltag, der kan hjælpe vores landmænd og virksomheder med at tiltrække faglært arbejdskraft. Vi skal belønne dem, der står tidligt op for at malke den mælk, vi drikker. Vi skal belønne dem, der passer de grise, vi spiser til aftensmad. Vi skal simpelthen belønne dem, der hver dag står op og går på arbejde.

For arbejde og velfærd går hånd i hånd. De danske arbejdspladser skaber den vækst, som vi alle får gavn af via velfærden.

Derfor vil Landbrug & Fødevarer også følge forhandlingerne blandt de politiske partier tæt i den kommende tid. Vi håber, at der er en lyst til at tage hånd om virksomhederne fra alle partier.

Seneste nyt fra lf.dk