Karriere med perspektiv

Som medlemsorganisation for landmænd og virksomheder har vi brug for brede kompetencer, dyb faglig indsigt og et engagement udover det sædvanlige.

Vi er hele tiden på udkig efter dygtige medarbejdere, der kan løfte de store dagsordener. Derfor henter vi også afgørende input og indsigt uden for kredsen af agroindustri, fødevarevirksomheder og landbrug. Ved at hente inspiration udefra, kan vi fortsat være i front i forhold til en verden i udvikling. Det giver også plads til en karriere for dig - en karriere, der har perspektiv. Derfor er Landbrug & Fødevarer en arbejdsplads, der støtter din personlige udvikling, uanset hvor du befinder dig i organisationen. Vi arbejder for, at du i dit karriereforløb hos os kan udfolde dine egenskaber og evner fuldt ud til fælles gavn og bedste. Vi giver plads til, støtter og sikrer løbende uddannelse, så din karriere for alvor får perspektiv. 

Landbrug & Fødevarer er kendetegnet ved stor mangfoldighed i arbejdsopgaver og jobfunktioner. Det giver mulighed for at alle kan gøre karriere i organisationen - uanset om du har en akademisk baggrund, er en dygtig ’håndværker’, eller administrativ medarbejder. Forudsætningen er, at du er målrettet og har et ønske om at udvikle såvel dine faglige som dine personlige kompetencer.

Vi definerer karriere som; ’det mønster, der typisk tegner sig i en medarbejders livslange, arbejdsmæssige udviklingsforløb, og som typisk består af milepæle som jobskifte, uddannelse, større ansvar og de organiserede og erfaringsbaserede oplevelser og læreprocesser i dagligdagen’.

En karriere i Landbrug & Fødevarer kan gå i mange retninger. Du kan specialisere dig dybt inden for et fagligt felt, skifte mellem forskellige fagområder eller måske blive leder. Vi har ikke en værdimæssig klausul om, hvad der er god og dårlig karriere, ligesom der ikke er en klausul om, at kun bestemte typer af udviklingsforløb kan betegnes som karriere.