Tystofte er reddet

Vi er ved at lave en ny virksomhed, hvor vi bevarer staten "Krone og troværdighed", samtidig med at vi får erhvervslivets ekspertise til at drive produktion og forretning i et konkurrencemarked.

En lille arbejdsgruppe bestående af Sortsejere, toppen fra NaturErhvervstyrelsen (NAER) og Frøsektionen L&F har lavet en model til en redningsplan for, hvordan...........

Vi er ved at lave en ny virksomhed, hvor vi bevarer staten "Krone og troværdighed", samtidig med at vi får erhvervslivets ekspertise til at drive produktion og forretning i et konkurrencemarked.

En lille arbejdsgruppe bestående af Sortsejere, toppen fra NaturErhvervstyrelsen (NAER) og Frøsektionen L&F har lavet en model til en redningsplan for, hvordan vi fortsat kan have en troværdig og moderne sortsafprøvning på Tystofte i Danmark.

Branchen har i mange år hårdt kritiseret staten for dens prispolitik, der førte til alt for høje priser for sortsafprøvningen. Grunden til de høje priser var måden, hvorpå staten beregnede og pålagde overheads på priserne. Det har jeg kritiseret i flere tidligere ledere, især i forhold til certificeringen.

Efter et halvt års forhandlingsforløb er vi enige om, at staten stifter en erhvervsdrivende fond, der kan tage sig af de tidligere statslige opgaver. Bestyrelsen kommer til at bestå af NAER, sortsejerne og Landbrug & Fødevarer, så vi kan sikre en konkurrencedygtig og moderne prisstruktur og samtidig holde kvaliteten i top.

Vi er også enige om, at det ikke blot er en kortvarig redning, men der skal gennemføres omfattende investeringer, så alt bliver fuldt moderne, og ingen er i tvivl om, at det er en virksomhed, der vil være der i fremtiden også.

For Frøsektionen var det meget vigtigt, at vi beholdt en samlet sortsafprøvning i Danmark og ikke bare stod fast på hver sin side af juraen. Det havde efter min bedste overbevisning kun ført til en lukning på kortere eller længere sigt, hvis vi ikke havde fornyet tankerne og forhandlet os frem til dette mulige forslag.

Modellen, vi har lavet, er rigtig god, og den kan meget vel bruges på flere andre områder for at gøre statens omkostninger over for erhvervet mindre og samtidig forbedre forretningsområdet.

 

Thor Gunnar Kofoed.