Vi skal hjælpe dem!

Nu hvor EU's frølov er taget af bordet, har nogle landmænd og hobbyfolk stadig et problem, fordi de ikke ønsker at benytte sig af nye moderne og beskyttede sorter. Vi har to muligheder: Den ene er at sige ”det er deres problem, som vi vil modarbejde”, eller vi kan vælge......

Nu hvor EU's frølov er taget af bordet, har nogle landmænd og hobbyfolk stadig et problem, fordi de ikke ønsker at benytte sig af nye moderne og beskyttede sorter.

Vi har to muligheder: Den ene er at sige ”det er deres problem, som vi vil modarbejde”, eller vi kan vælge at finde løsninger inden for gældende lovgivning.

Vi har haft et dialog-/temamøde i Danmark om problemet, og det burde kunne lade sig gøre at finde en fælles løsning.

Der er først og fremmest hobbyfolket, der bytter lidt frø over hækken, hvilket de nok ikke må, men lad dem gøre det. De er jo undtaget i det nuværende EU–direktiv.

Så er der dem, der har en lille forretning ved salg af frø til den almindelige forbruger. Disse forretninger tror jeg, vi skal hjælpe til at købe f.eks. det havefrø, vi dyrker i Danmark. Kendskabet til den danske havefrøproduktion er lille hos disse forretninger.

Til sidst har vi de landmænd eller økoforædlere, der ønsker at arbejde med gamle sorter og ønsker at lave noget andet end moderne sorter. Det er bl.a. dem, som Fødevareministeren vil hjælpe. Lad os i branchen hjælpe dem til, at deres sorter kan blive afprøvet og komme på sortsliste, og lad os bakke op om, at de skal have økonomisk hjælp fra Fødevareministeren. Der er bare ikke andre løsninger end at hjælpe dem, for de vil aldrig kunne blive en økonomisk bæredygtig forretning, der selv kan betale de alm. omkostninger.

Vi skal hjælpe med at finde løsning på deres problemer, fordi vi kan. Det er ødelæggende for alle parter at modarbejde hinanden.

Thor Gunnar Kofoed