Sarah Chai

Æg skal gerne være danske og økologiske

Landbrug & Fødevarer undersøger hvert år i november danskernes holdninger samt køb og brug af æg. Igen i år ser vi, at æggene gerne skal være danske og/eller økologiske. Men hvordan ser danskerne på æg i forhold til madlavning, sundhed og klima?

  • Danskerne kigger primært efter enten pris, økologi eller dyrevelfærd, når de køber æg. Når de lægger æg i indkøbskurven, køber flest typisk økologiske æg, mens skrabeæg er på andenpladsen.
  • 11 pct. har danskproduceret på førstepladsen over det, de kigger efter, når de køber æg. Dette forhold har dog betydning i indkøbssituationen for en del flere. 68 pct. blandt danskerne finder det vigtigt eller meget vigtigt, at de æg, de køber, er danske, og 60 pct. kigger ofte eller altid efter, om æggene er danskproducerede, når de handler æg.
  • En præference for danskproduceret ses oftest blandt danskere over 50 år. Det er til eksempel hele 59 pct. blandt danskere ml. 60-70 år, der svarer, at de ’altid’ kigger efter, om æggene er danskproducerede, mens det til sammenligning er blot 21 pct. blandt danskere ml. 18-29 år. 
  • Æg forbindes oftest med sundhed, hvilket i danskernes øjne især skyldes et højt proteinindhold og en god mæthedsfornemmelse.
  • I gennemsnit spiser danskerne knap 4 æg om ugen.  30 pct. mener, at det ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv er passende at spise op til 4 æg om ugen, mens 39 pct. mener, at det er passende at spise ml. 5-9 æg. Dette kunne pege på et potentiale for at øge forbruget af æg blandt danskerne. 
  • Ni ud af ti danskere er overvejende enige eller enige i de tre udsagn ”Æg er meget alsidige og kan bruges i mange retter”, ”Æg er en god måde at få protein på”, og ”Måltider med æg er hurtige og nemme”. På fjerdepladsen finder vi syv ud af ti, der er enige i udsagnet ”Æg er en god måde at blive mæt på ved kødfrie dage.” 

Læs mere her.