Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Vådområder kan være en win-win

Der var flere grunde til, at landmand Lars Christian Prytz fra Botofte på Langeland i 2003 foreslog det daværende Fyns Amt at omdanne omkring 70 hektar lavbundsjord til et vådområde.

- For det første var jeg træt af, at landbruget hele tiden fik skældud for at svine og ødelægge naturen. For det andet havde vi store sortjordsarealer, som krævede meget input for at få output, siger Lars Christian Prytz. I dag, seks år efter at vådområdet Botofte Skovmose blev etableret som en del af Vandmiljøplan II, har han bestemt ikke fortrudt.

- Det er bare godt: Ved jordfordeling fik vi erstatningsjord, der var bedre og havde en bedre arrondering for os. I dag har vi et mere dyrkningssikkert areal med et større udbyttepotentiale. Vi er samtidig med til at forbedre vandmiljøet i sund og bælt og filtrere drænvandet fra et stort opland. Det er godt for mig som ejer, det er godt for miljøet og for klimaet. Og så er det godt for naturen. Jeg glæder mig hver dag over et fantastisk vådområde med et meget rigt fugleliv.

Efter jordfordelingen købte Lars Christian Prytz lavbundsarealet tilbage, så han ejer i dag næsten alle 70 hektar vådområde. En del af arealerne ned mod Skovmosen afgræsses, andre cirka 20 hektar er tilplantet med energipil og -poppel, som ikke sprøjtes og gødes.

- Det passer godt ind i sammenhængen.

Lars Christian Prytz understreger, at det var afgørende, at økonomien hang sammen i projektet, og netop økonomien i at tage lavbundsarealer ud er en samfundsopgave.

- Som landmænd kan vi ikke bare tage jord ud for samfundets skyld, hvis det forringer vores økonomi. Men hvis der er økonomi bag, så kan det i mange situationer være win-win, mener Lars Christian Prytz.