KMC bruger hele kartoflen

KMC har udviklet sig fra blot at være kartoffelmelproducent til at udnytte hele kartoflen. Kartoflen kan blandt andet bruges til at udskifte animalsk protein med plantebaseret stivelse.

KMC, Kartoffelmelcentralen, har siden 1933 levet af at sælge kartoffelmel. 50 år senere, i 1980’erne, begyndte man at gøre sig tanker om, hvad man kunne gøre for at få mest muligt ud af kartoflen. Den dag i dag er virksomheden todelt, da KMC både sælger traditionelt kartoffelmel og udvikler produkter med specifikke løsninger til deres kunders produkter. Alt sammen kun ved hjælp af kartofler.

Vi sælger ikke et slutprodukt. Vi sælger for eksempel ikke en ost, men en ingrediens til en osteproducent i Nordamerika eller et andet sted i verden, som så kan lave en vegansk, fedtreduceret eller en mindre klimabelastet ost”, fortæller Jesper Burgaard.

Jesper Burgaard, CEO i KMC fortæller, at KMC har en ambition om at udnytte så meget på kartoflen, som overhovedet muligt.

Der er ikke noget på kartoflen, som vi ikke bruger. Selv den jord der er på kartoflen og de sten, der ligger imellem, dem har vi en afsætningskanal til”, fortæller Jesper Burgaard og fortsætter:

Det er jo jysksnusfornuft. Det er simpelthen god økonomi, og det giver mening. For os er det helt naturligt at gøre, og det er en del af vores DNA. Det er det, vi næsten altid har arbejdet for.

KMC’s klimaindsats går ud på, at de udskifter animalske proteiner med vegetabilske løsninger baseret på kartofler. Det gør de blandt andet inden for deres tre hovedområder: ost, slik og emulsioner, som er alt fra dressing til mayonnaise.

Se også: Hvordan produceres kartofler i Danmark 

En kartoffel består af 18 til 20 procent stivelse. Det omdanner KMC til kartoffelmel. Samtidig består kartoflen også af protein, som KMC traditionelt set har brugt til svinefoder og foder til kæledyr. Men ved hjælp af innovation på området kunne KMC i 2019, lancere fødevaregodkendt kartoffelprotein som den kun anden virksomhed i verden.
De sidste 35 år har vi brugt kartoflens protein til foder, men nu rykker vi den længere op i værdi- og fødekæden, så det kan bruges til mennesker”, siger Jesper Burgaard.
KMC udvinder også fibre fra kartoflen. Disse anvendes typisk som en ingrediens i kødindustrien.

Herudover benytter KMC også væsken i kartoflen, som de koncentrerer. Det benytter de blandt andet til kvægfoder eller biogas. Det resterende vand sender de tilbage på marken.

Kartofler mindsker klimaaftrykket

Jesper Burgaard fortæller, at KMC vil bidrage til et mindre klimaaftryk i fødevareindustrien. Her er kartoflen i sig selv et godt udgangspunkt: ”Kartoflen er en afgrøde, som ud fra en CO2-mæssig betragtning er forholdsvis neutral, og den sætter ikke det store aftryk. Samtidig er vores forædlede løsninger, hvor vi udskifter animalske proteiner med plantebaseret stivelse, med til at forbedre det samlede klimaaftryk.”

KMC formåede i sidste regnskabsår at udskifte 23.500 ton animalsk protein på verdensplan. Det svarer til, at de har udskiftet 22 procent af hele Danmarks forbrug af animalsk protein. De forventer, at de i 2024-2025 vil have udskiftet 39.000 ton animalsk protein med kartoffelingredienser på verdensplan. Det svarer til 36 procent af danskernes forbrug af animalsk protein.

Vi oplever, at der hvor, der er en klimadagsorden og en klimadebat i samfundet, der har vores produkter en berettigelse. Lige nu er der jo en markedstrend i Europa, som klart går i vores retning. Så det vi startede med at gøre for 10 år siden, det er jo blevet hot”, fortæller Jesper Burgaard.

KMC har en cirkulær forretningsmodel, hvorfor de bruger alt på kartoflen. Men det er også vigtigt at være nytænkende: ”Man skal ikke bare nå en gang rundt i cirklen, man skal også udvikle og innovere på sidestrømmene og flytte dem længere op i værdikæden”, fortæller Jesper Burgaard.

Læs meget mere om KMC på deres hjemmeside