Vi bruger Cookies

Ved at benytte lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik
Læs mere om cookiepolitik
Foto: Erik Fog

Hvad er græsprotein?

Hvad er græsprotein? Hvad bruges græsprotein til, og hvorfor kan grise ikke bare æde græsset, som det er direkte fra marken? Kan mennesker spise græs? Det kan du blive klogere på her.

- Hvad er græsprotein?

- Hvorfor vil landbruget udvinde protein fra græs?

- Hvorfor kan grise og fjerkræ ikke æde græs uden at det er ’tilberedt’ (raffineret)?

- Hvorfor er det en god ide at fodre med netop græs?

- Kan græsprotein også bruges til fødevarer?

- Er græsprotein godt for miljøet og klimaet?

- Hvor meget græsprotein kan der produceres per hektar?

- Hvordan fremstilles græsprotein?

- Er det kun protein-koncentratet, man kan bruge fra denne proces?

- Hvordan arbejder landbruget med udvikling af græsprotein?

 

Hvad er græsprotein?

Græsprotein er betegnelsen for protein, der er udvundet af saft fra græsmarksplanter som græs, kløver og lucerne.

Hvorfor vil landbruget udvinde protein fra græs – det er da meget nemmere at dyrene æder græsset direkte fra marken?

Det vil vi, fordi græs kan dyrkes i Danmark og dermed er det et lokalproduceret, bæredygtigt alternativ til importeret proteinfoder til grise. Kløvergræsmarker er gode for miljøet og klimaet, fordi græsmarker dels binder kulstof i jorden, dels medvirker til at mindske tabet eller udvaskningen af kvælstof.

Hvorfor kan grise og fjerkræ ikke æde græs uden at det er ’tilberedt’ (raffineret)?

Grisene kan godt æde lidt græs direkte fra marken, men det høje fiberindhold er svære for grise at fordøje, de vil derfor æde for lidt og også fordøjefor lidt af proteinet med dårlig tilvækst og opbygning af muskler (kødet) til følge.

Hvorfor er det en god ide at fodre med netop græs?

Der er mange bæredygtigheds-fordele ved bio-raffinering af græsprotein. Græs og kløvergræs kan dyrkes i Danmark og dermed kan en større del af grisenes foder være lokalproduceret. Aminosyresammensætningen i græs og kløverprotein er gunstig og komplementerer grisenes øvrige fodermidler godt. Græsmarker binder kulstof i jorden og medvirker til at mindske tabet eller udvaskningen af kvælstof.

Kan græsprotein også bruges til fødevarer – altså til mad til mennesker?

Mennesker kan i øvrigt ikke fordøje græs – der ligner vi grisen. Græsset er for fiberrigt til vores maver og fordøjelse. Men der arbejdes på også at udvikle græsprotein til fødevarer og på at få græsprotein Novel Food godkendt, så det må bruges til fødevarer.

Hvorfor er det i første omgang formentlig økologiske landmænd, der kommer til at fodre med græsprotein?

Græsprotein er særligt interessant i det økologiske jordbrug af flere grunde. Græsprotein vil gøre det muligt at opnå en større selvforsyning og gøre produktionen mere bæredygtig, som er to vigtige principper i økologisk produktion. Dertil kommer, at økologisk soja, som i dag bruges som proteintilskud, er ca. dobbelt så dyrt som konventionel soja-protein. Derfor kan det nemmere blive økonomisk konkurrencedygtigt at producere græsprotein til økologiske foderblandinger.

Er græsprotein godt for miljøet og klimaet?

Græsmarker har i hvert fald nogle med positive miljø- og klimaeffekter. Når der er kløverplanter i græsmarken, samler de store mængder kvælstof fra luften, og derved begrænses behovet for kvælstofgødning. Græsmarker (såvel med som uden kløver) samler store mængder kulstof fra luften og lagrer det via rødderne i jorden. Det giver et positivt klima-bidrag. 

Hvor meget græsprotein kan der produceres per hektar?

De foreløbige erfaringer (2020) tyder på, at der vil kunne produceres omkring 1,5 ton græsproteinkoncentrat pr. ha. Lige nu er der et udviklingsarbejde i gang på området, og teknikken optimeres, så håbet er at processen i fremtiden kan optimeres, så der kan produceres dobbelt så meget græsprotein per hektar, og arealbehovet derfor kan halveres.

Hvordan fremstilles græsprotein?

Græsprotein udvindes af saften fra bladene. Derfor skal man bruge helt nyhøstet græs, der ikke knuses i marken, men inde på fabrikken lige før saften presses af. Derfor bruges særlige græshøstere, der klipper græsset af og fører det uskadt direkte op i høstvognen. Når græsset kommer til fabrikken, kommer det op i en stor kasse med transportbånd, der fører græsset til en hammermølle, hvor græsset findeles, hvorefter det føres til en stor skruepresse, hvor store skruer (som i en gammeldags kødhakker) masser græsset sammen under stort tryk og klemmer saften ud gennem filterplader i skruepressens sider. 

Saften filtreres og går til en varmeveksler, hvor det varmes op til 80 grader, hvorved proteinet koagulerer (ligesom æggehvide, når man koger æg). Derefter centrifugeres proteingrynene fra i en stor dekantercentrifuge.

Proteinet kan også udfældes ved at syrne saften ved mælkesyregæring eller ved tilsætning af syre. Det vil man foretrække, hvis proteinet skal anvendes i fødevarer, hvor proteinets oprindelige egenskaber skal være bevaret (f.eks. skumningsegenskaber). 

Fra dekantercentrifugen kommer proteinkoncentratet, der er kraftigt grønt og har ca. 40 % tørstof, og i tørstoffet er der ca. 50 % protein. Proteinkoncentratet skal derefter tørres, så det er holdbart / lagerstabilt og kan blandes i foderblandinger.

 

Fremstilling af græsprotein. Grafik: SEGES

Fremstilling af græsprotein. Grafik: SEGES

Er det kun protein-koncentratet, man kan bruge fra denne proces?

Nej, produktionen af græsprotein efterlader nogle restprodukter, som heldigvis også har vist sig at kunne anvendes. Fra skruepressen kommer der store mængder presset græsfiber. Det har i fodringsforsøg på Aarhus Universitet vist sig at være et udmærket kvægfoder, der er på linje med almindelig græsensilage, som køer fodres med. Fiberresten er også en glimrende råvare, som kan indgå i et biogasanlæg til fremstilling af biogas med stor gasproduktion pr. tons og let at håndtere på biogasanlægget. Fra dekantercentrifugen kommer der en restvæske, der oftest kaldes brunsaft. Denne kan også bruges til biogasproduktion.

Hvordan arbejder landbruget med udvikling af græsprotein?

I landbruget er der mange, som er aktive og har investeret i hele udviklingen af græsprotein og nu også har investeret i at prøve at få gjort større kommerciel produktion af græsprotein til foder til virkelighed. Det er for eksempel Vestjyllands Andel, og BioRefine, som DLG, DLF og Danish Agro står bag. Landbrugets innovationshus SEGES har i en årrække arbejdet med bioraffinering af græs, og det samme har Aarhus Universitet.

I landbruget er kræfterne desuden samlet om at finde alternative protein-kilder til foder, fødevarer og pharma – det sker i partnerskabet Dansk Protein Innovation (DPI). DPI er etableret af Landbrug & Fødevarer sammen med interesseorganisationer, virksomheder og videns-institutioner og har til formål, at fremme og koordinere forskning og innovation for at øge en markedsbaseret og bæredygtig dansk produktion af protein til fødevarer og foder for at indfri bæredygtigheds- og forretningspotentialet i nye proteinkilder.