Niels Peter Nørring præsenterer 'Synd nummer 3'

For groft: Forsimplet typeinddeling af vandområder giver forkerte kvælstof-reduktionsbehov

Af Morten Høyer, direktør og Niels Peter Nørring, områdedirektør, Landbrug & Fødevarer

De lukkede danske fjorde og kystvande varierer meget i form, vanddybde, vandkemi og i forhold til vandudveksling med de åbne farvande. Tag fx områder som Karrebæk Fjord, Mariager Fjord, Limfjorden og Odense Fjord, som alle er ret lukkede vandområder, hvor vandudskiftningen går langsomt. Omvendt er det i Dalby Bugt på Fyn og Kalundborg Fjord, som begge er åbne, hvor vandet udskiftes hurtigt.

Derfor er det heller ikke svært at forstå, at der helt naturligt vil være store forskelle i vandmiljøets tilstand.

En lukket fjord påvirkes mere af det næringsrige ferskvand fra åerne end et åbent vandområde, hvor der sker en stor opblanding med næringsfattigt havvand. Det betyder, at lukkede fjorde ofte er mere uklare grundet større algevækst, selv i situationer med små udledninger fra oplandet. Og selvfølgelig må det betyde, at målene for, hvilken miljøtilstand man ønsker at opnå, vil variere.

Så langt, så godt.

Men opgaven med at typeinddele kystvandene i Danmark lever ikke op til hensigten eller basale faglige standarder. Selv om man i Danmark på papiret opererer med 11 fjordtyper, samles hovedparten af alle fjorde i bare to kasser med hver deres måltal for alger.

I den ene kasse – den skrappeste – er ikke mindre end 45 fjorde proppet ned.

Man må altså forstå, at af landets 84 fjorde, så har vi – trods 11 forskellige muligheder – 45 fjorde, som er helt ens. I den anden af de store kasser er 21 fjorde, som altså også er ens – og derfor tildeles helt samme miljømål.

For eksempel har de lukkede og ferskvandspåvirkede områder som Karrebæk Fjord og Roskilde Fjord samme miljømål som den åbne Dalby Bugt på Fyn og Vejle yderfjord, hvor der tilføres meget havvand.

Det kan naturligvis ikke være rigtigt. Det er en alt for grov inddeling, som fører grumme konsekvenser med sig. For det miljømål, der følger med indplaceringen i en given kasse, har stor betydning for reduktionskravene for kvælstof. Og derfor SKAL der en mere detaljeret inddeling af de danske fjorde til, så vi kan få en regulering, på fagligt solidt fundament.

Der er en tredje kasse for de lukkede vandområder: Slusefjorde.

Her forsøger man at tage højde for, at sluser påvirker vandudskiftningen.

Jo, tak, ellers lever bygværket vel ikke op til sit formål!

I målfastsættelsen forsøger forskerne at indregne slusens effekt, og kravene til klorofylindholdet lempes temmelig meget.

Det er jo fint. Problemet er bare, at adgangsbilletten til kassen for slusefjorde ikke er den oplagte: at der er sat en sluse op ved fjorden udmunding. Tilsvarende tages der heller ikke specifikt højde for andre modifikationer (dæmninger, broer mv.), som kan have stor betydning for vandkvaliteten. Det er faktisk ikke klart, hvad der anvendes som kriterium for denne kategori.

Vi har spurgt Miljøstyrelsen, hvorfor fx Norsminde Fjord ikke er slusefjord, når der nu rent faktisk er en sluse, og når fjorden er meget ferskvandspåvirket, og dermed under alle omstændigheder vil have en høj tilførsel af næringsstoffer?

Styrelsen hævder her, at der er taget højde for slusen i målfastsættelsen. Alligevel lander kravet om reduktion af klorofylindholdet som mål for algeindholdet i vandet på over det dobbelte af eksempelvis en anden slusefjord, Ringkøbing Fjord.

Og det har store konsekvenser.

En nylig offentliggjort rapport fra Institut for Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet viser, at målopfyldelse for netop Norsminde Fjord, beregnet på baggrund af et klorofylkrav på 3,6 μg/l, vil kræve, at 48 pct. af landbrugsarealerne i fjordens opland skal tages permanent ud af drift. Lignende konsekvenser for landbruget må forventes mange andre steder. Kan fx 8 μg klorofyl/l i stedet accepteres, vil målet formentlig allerede være nået mange steder.

Med andre ord – typeinddelingen er afgørende for, hvorvidt mange landmænd kan regne med at bruge deres jord til landbrugsproduktion – eller om den skal braklægges som følge af, at deres fjord eller bugt er havnet i en given kasse hos Aarhus Universitet.

Det kan være rimeligt nok at foretage en gruppering af kystvandene. Men den danske fremgangsmåde er alt for grovkornet, og i mange tilfælde skydes der helt forbi den rigtige type – og dermed det rigtige miljømål.

Behovet for at korrigere miljømålsætningerne kan gå begge veje, og i nogle tilfælde kan en mere detaljeret opdeling i princippet føre til, at miljømålet skærpes. For L&F gælder det først og fremmest, at fagligheden skal være i orden. Vi er i øvrigt ikke i tvivl om, at den forfejlede typeinddeling samlet set fører til alt for ambitiøse miljømålsætninger, med reduktionskrav, som skyder langt over målet.

En forklaring på den grove typeinddeling er, at der mangler viden til en mere grundig inddeling. Man må så bare spørge: Er det rimeligt at stille så skrappe krav ud fra et fagligt grundlag, der er så ringe? Af samme grund indgår kritikken af den danske typeinddeling som et vigtigt element i Landbrug & Fødevarers indspil til det internationale panel, der skal evaluere det faglige grundlag for vandområdeplanerne.

Som følge af vores kritik har miljø- og fødevareministeren i øvrigt besluttet, at muligheden for at forbedre typeinddelingen nu skal undersøges nærmere. Det er nødvendigt at få rettet op på det forsimplede verdensbillede, og det haster med at få iværksat denne udredning.