Friland tror på flere økogrise

Friland kan i deres nyhedsbrev i dag fortælle, at de nu åbner op for deres ”ventelisten” og giver flere potentielle leverandører mulighed for at tegne kontrakt på levering af økologiske grise til Friland.

Der bliver brug for mere økologisk svinekød fremover. Det er udmeldingen fra Friland, der i deres nyhedsbrev i dag fortæller, at de åbner op for den såkaldte ”venteliste”, hvor potentielle leverandører står skrevet op til at levere til Friland. Udmeldingen kommer, fordi Friland oplever et stigende salg på hjemmemarkedet, men også fordi selskabet har fin vækst i salget på de store eksportmarkeder som Frankrig og Tyskland, og har øgede forventninger til de andre store markeder i Europa og til fjerne markeder som Kina.

Frilands udmelding vækker glæde hos økologchef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

- Det er virkelig positivt, at Friland tror så meget på et øget salg af økologisk svinekød, så de åbner op for at tage flere økologiske grise ind. Det betyder, at endnu flere landmænd kan for lov til at prøve kræfter med økologien, men det betyder også, at flere og flere vælger økologi, når de køber svinekød, siger Kirsten Lund Jensen.

Direktør i Friland Henrik Biilmann siger i nyhedsbrevet, at de forventer en øgning i slagtningerne på 15 til 20 pct. om året i de kommende år. Det skøn bakker Kirsten Lund Jensen op om.

- Vi kan se en øget interesse for økologisk svinekød, både herhjemme og i udlandet. Senest var Friland tilstede på økologimessen Biofach i Shanghai i slutningen af maj, og her var interessen for dansk økologisk svinekød virkelig stor. En øget eksport til nogle af de store eksportmarkeder gør, at der bliver brug for mere økologiske svinekød, siger Kirsten Lund Jensen.

Hun håber, at Friland bare bliver et ud af mange økologiske produktioner, der kommer til at udvide.

- Der er så mange muligheder for at øge salget af økologiske produkter på verdensmarkedet, og jeg håber da, at Frilands tro på øget vækst kun er begyndelsen. Forhåbentlig vil der i fremtiden blive solgt endnu flere danske økologiske varer - både herhjemme og i udlandet, slutter Kirsten Lund Jensen.

Seneste nyt fra lf.dk