Kom til Sofari og hils på økogrisene

Ta’ et smut ud på landet på søndag d. 25. maj og mød økologiske grise med krølle på halen. Ti økologiske svineproducenter rundt om i Danmark byder velkommen til Sofari.

Kunne du tænke dig at opleve det gode økologiske griseliv på første hånd? Så har du muligheden på søndag d. 25. maj, når ti øko-svineproducenter fordelt over landet byder store som små velkommen til Sofari.

- Vi åbner lågen ind til økogrisene, fordi vi rigtig gerne vil vise almindelige danskere, hvordan økologiske grise lever. Soen og dens pattegrise bor udenfor hele året. Det er der måske nogen, der ikke ved, og derfor giver vi dem muligheden for selv at opleve grisene ude på marken, siger Randi Vinfelt, der er økologisk svineproducent og medkoordinator på arrangementet.

Det er femte gang, de danske øko-svineproducenter afholder Sofari, og i år er der kommet flere værter til. Ti øko-svineproducenter åbner deres gårde og inviterer interesserede ind for at se, hvordan en grisesti egentlig ser ud.

Fra Nordjylland til Nykøbing Sjælland.
De ti besøgsgårde er jævnt fordelt over hele landet fra Nordjylland til Nykøbing Sjælland. Fælles for Sofari-værterne er, at de mener det er vigtigt, at forbrugerne selv kommer ud og ser øko-grisene.

- Jeg synes, at det er vigtigt at vise, hvad økologisk landbrug er. Hvis man skal betale mere for økologisk svinekød,  har man også krav på at vide, hvad forskellen er. Så jeg håber, at mange har lyst til at komme ud og opleve det økologiske griseliv, siger Kåre Bonde Olesen, hvis gård ligger ved Brovst i Nordjylland.

Jesper Adler fra Nykøbing Sjælland, der også er Sofarivært i år, siger:
- Jeg åbner gerne min gård op for nysgerrige, og dette er en oplagt mulighed for at vise sit produkt frem. Når man er stolt af det man laver, vil man også gerne vise det frem.


Læs mere på www.sofari.dk

Som et ekstra service tilbyder Sofari bustransport fra udvalgte Kvickly-butikker i Århus, Odense og København til nogle af årets værter. Så folk uden bil kan også komme ud at se øko-grisene søndag d. 25. maj.

Læs mere om aktiviteter på gårdene, bustransporten og se, hvilke gårde der holder åbent til Sofari på sofari.dk

Sofari afholdes fra klokken 11.00 til klokken 15.00, og det er gratis at deltage.

Seneste nyt fra lf.dk