Foto: ColourboxMere dansk økologisk honning på vej
Efter flere års indsats ser det endelig ud til, at der er dansk økologisk honning på vej til forbrugerene. Fødevareminister Dan Jørgensen og NaturErhvervstyrelsen, der administrere de danske økologiregler, er positive overfor et nyt regelforslag fra Landbrug & Fødevarer og Danmarks Biavlerforening, der kan give meget mere dansk økologisk honning.
PRESSEMEDDELELSE -
04. mar 2015
Det bliver sandsynligvis snart lettere for forbrugerne at finde dansk økologisk honning i butikkerne. Det står klart efter NaturErhvervstyrelsen og økologierhvervet i dag i kontroludvalget diskuterede nye danske regler for den økologiske honningproduktion.
Landbrug & Fødevarer og Danmarks Biavlerforening havde før mødet fremsendt et forslag, der kunne løsne op for nogle af de problemer, den danske fortolkning af EU’s økologiregler har givet honningproducenterne, og kontroludvalget tog meget positivt imod det fælles forslag.
- De nye regler vil give en god mulighed for at få startet samarbejde mellem landmand og biavler, og få udnyttet nogle af de fantastiske synergier der opstår, når bierne kommer med i produktionen. Omkring 16 pct. af den honning, vi spiser i Danmark, er økologisk, men desværre er næsten alt sammen importeret fra lande uden for EU og efter regler, der ikke lever op til de danske standarder. Vi vil sikre, at forbrugerne får mulighed for at købe dansk økologisk honning, siger Knud Graaskov, formand for Danmarks Biavlerforening
Ifølge EU's økologiregler skal bigårde placeres, så det sikres, at nektar- og pollenkilderne i en radius på 3 km fra bigården hovedsageligt består af økologiske afgrøder og vild bevoksning og/eller afgrøder, der behandles efter miljøskånsomme metoder. Indtil nu har vi i Danmark tolket EU-reglerne således, at der ikke må være konventionelle marker inden for radius på 3 km og kun i begrænset omfang byområder eller private haver.
I fremtiden tegner det til at godkendelsen af økologisk honningproduktion afhængig af, at der er et tilstrækkeligt økologisk fødegrundlag til bierne over hele sæsonen, og så bliver det ikke afgørende, om der f.eks. ligger konventionelle kornmarker inden for 3 km radius, da disse ikke byder på interessante trækplanter for bierne.
NaturErhvervstyrelsen vil nu kigge på, hvordan regler kan skrues sammen, og den endelige godkendelse af ny praksis besluttes i det økologiske fødevareråd inden længe.
- Vi skal have sat skub i det her nye økologiske eventyr, og løbende finde ud af, hvordan samarbejdet kan styrkes. Måske kan biernes bestøvningsarbejde være med til at muliggøre dyrkning af mere økologisk raps eller åbne for andre afgrøder, der kan gøre den økologiske bedrift endnu mere mangfoldig. Biavl og økologi er et oplagt match, og det er glædeligt, hvis vi nu også kan få det røde Ø-mærke på mere dansk honning, siger Michael Svane, næstformand i Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.
Hos SEGES økologi (tidligere Videncentret for Landbrug) er der allerede gang i en række aktiviteter, der arbejder med biavl og honningproduktion i økologien, og med de nye muligheder åbnes der for udvidelse af aktiviteterne.
- De nye muligheder passer som fod i hose. Både fordi den økologiske landmand har god brug for biernes bestøvning, og fordi deforskellige planter, både de dyrkede og ukrudtsplanter, hos økologerne er værdifulde nektar- og pollenkilder for bierne. Vi glæder os til at sætte mere gang i udviklingen, få arbejdet med hvordan biavlerne og landmændene kan arbejde bedre sammen, og få udvidet den økologiske honningproduktion, siger Kirsten Holst, økologichef hos SEGES
Yderlige kommentarer:
Knud Graaskov, formand for Danmarks Biavlerforening, tlf. 2684 3143
Kirsten Holst, økologichef hos SEGES, tlf. 8740 5489
Michael Svane, næstformand i Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, igennem pressekonsulent Marie Grabow Westergaard, tlf. 3017 8871