Økomælk hitter

Produktionen af økologisk mælk stiger. Samme vej går det med de ø-mærkede mejeriprodukter. Særligt salget til storkøkkener og eksportmarkederne har fremgang.

Den økologiske, danske mejeriproduktion har igennem mange år været en stor succes. Eksporten er stigende, og herhjemme har den økologiske mælk med verdens højeste markedsandel på over 30 procent i lang tid været lokomotivet for afsætningen af de øvrige økologiske fødevarer.

Sidste år oplevede den ø-mærkede succes dog et mindre tilbageslag; indvejningen af mælk faldt for første gang i flere år, og i butikkerne faldt salget af den økologiske drikkemælk. I år ser billedet dog helt anderledes ud. Produktionen af øko-mælk er steget markant, salget af drikkemælk oplever atter vækst og afsætningen til storkøkkener og eksportmarkederne forsætter med at stige. Og på de danske mejerier ser man optimistisk på fremtiden.

Arla vil øge salget med 50 procent
Hos Arla er man ikke i tvivl om, at der fortsat er vækstmuligheder på det danske marked.

"Vi har en ambition om, at vi inden for de næste fem til 10 år vil øge afsætningen af økologiske produkter i Danmark med 50 procent. Væksten skal primært komme fra ost og yoghurt, mens drikkemælken i bedste fald kan opleve en beskeden fremgang,” siger adm. direktør for Arla Danmark, Jakob Knudsen til Mejeri Magasinet.

Opskriften hedder nye lanceringer og øget markedsføring inden for kategorierne ost og yoghurt. Flere af initiativerne er allerede sat i værk, og ifølge Jakob Knudsen tyder alt på, at selskabets økosalg allerede i år vil stige med 5-10 procent.

Tyskland er et solidt eksportmarked
Ifølge chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Ejvind Pedersen er der også gode muligheder for at øge eksporten. Ikke mindst til Tyskland, som i dag er Danmarks vigtigste eksportmarked.

”Tyskland bliver groft sagt forsynet af øko-mælk fra Østrig i syd og fra Danmark i nord,” siger Ejvind Pedersen til Mejeri Magasinet.

”Landets egen produktion af økomælk har været stigende gennem adskillige år, men den har indtil videre ikke kunnet følge med stigningen i de tyske forbrugeres efterspørgsel på økologiske mejeriprodukter. Så alt andet lige vil der være et solidt eksportmarked for danske økomejerier i årene fremover,” siger han.

Ud over Tyskland går den danske eksport af øko-produkter primært til andre nærmarkeder. I løbet af det seneste par år er der også kommet hul igennem til et så fjernt marked som det kinesiske. Ejvind Pedersen deltog for nylig i øko-messen Biofach i Shanghai sammen med repræsentanter fra danske mejerier som Arla, Thise Mejeri og Moohko.

”Kineserne vil rigtig gerne have vores produkter, som de – med rette – forbinder med høj kvalitet og høj fødevaresikkerhed. Mens andre lande har forskellige private kontrolordninger, kan vi bryste os af en anerkendt statslig økokontrol. Det har stor betydning,” siger Ejvind Pedersen.

Masser af mælk i Thise
Thise Mejeri har i 2016 oplevet pæn vækst i både butikssalg, afsætning til storkøkkener og på eksportmarkederne. Derudover er mejeriets indvejning steget ganske markant. Fra 95 millioner kg. i 2015 til 105 millioner kg. i 2016. Den ekstra mælk skal blandt andet sælges på eksportmarkederne, som i dag udgør 20 procent af mejeriets omsætning. Ost er det største eksportprodukt, og Tyskland er langt det største eksportmarked efterfulgt at Holland og Sverige. Dertil har Thise oplevet en lille åbning på kinesiske marked for UHT-mælk og pulver.

”Det er godt, vi har eksporten. Og vi forventer helt klart, at fremgangen i eksporten vil forsætte. Først og fremmest til Tyskland, som har et underskud af øko-mælk, men et fjernt marked som det kinesiske skal man ikke afskrive på forhånd. Det kan godt gå hen og udvikle sig til noget rigtigt spændende med årene,” siger Poul J. Pedersen, der er direktør for Thise.

Læs også øko-tema på Mejeri.lf.dk

Download Mejeri Magasinet

 

Seneste nyt fra lf.dk