
Ny undersøgelse: Nu køber mænd og kvinder økologisk lige ofte
Efterspørgslen efter økologiske varer stiger fortsat. Og i 2016 købte mænd og kvinder stort set lige ofte økologiske varer. Det viser en ny undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.
Sidste år var det lige så ofte mænd som kvinder, der lagde økologiske varer i indkøbskurven. Det viser en ny undersøgelse, som Norstat har lavet for Landbrug & Fødevarer.
- De kvindelige forbrugere plejer at være i overtal, når vi har undersøgt, hvem der køber økologiske varer. Så det er første gang, at vi ser den trend, at mænd stort set køber økologi lige så ofte som kvinder, siger Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer.
Igennem de fire år, Landbrug & Fødevarer har undersøgt danskernes forbrug af økologiske fødevarer, har der alle år været et fald i andelen af adspurgte danskere, der svarer, at de aldrig køber økologi. I undersøgelsen fra 2013 var der 10,5 pct. af danskerne, der svarede, at de aldrig købte økologiske fødevarer, mens den andel sidste år var faldet til blot fire pct.
Sidste år købte 39 pct. af mændene og 42 pct. af kvinderne ofte eller altid økologiske varer, når de var ude at handle. I 2013, 2014 og 2015 var tallene for mænds forbrug af økologiske varer på omkring 30 pct. og altså markant lavere end kvindernes.
- Der var en massiv vækst i salget af økologiske varer i 2016. Og det er især mændene, der har ændret indkøbsvaner, hvilket er en helt ny udvikling. Vi ser også flere spændende produkter indenfor økologien, som mænd gerne vil afprøve, siger Kirsten Lund Jensen.
Undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer viser, at mens kun fire pct. af forbrugerne aldrig køber økologiske fødevarer, køber 40 pct. ofte eller altid økologisk. 93 pct. af forbrugerne køber af og til økologiske varer, mens tre pct. har svaret ’ved ikke’.
Undersøgelsen viser også, at 51 pct. af forbrugerne fra Region Hovedstaden ofte eller altid køber økologiske varer. I Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region Sjælland er tallene henholdsvis 28 pct., 36 pct., 37 pct. og 38 pct.
Flest forbrugere vælger typisk økologiske varer inden for grøntsager, æg, mejeriprodukter, frugt- og kolonialvarer. De yngre forbrugere køber hyppigere økologiske æg, kolonialvarer og økologisk kød, mens ældre forbrugere typisk køber frugt og grønt.
Læs analysen Nu køber mænd og kvinder økologisk lige ofte
fra Landbrug & Fødevarer.