Foto: Colourbox

Økologi på stærk fremmarch i Kina

En stigende bevidsthed om sundhed, miljøvenlig produktion og fødevaresikkerhed i den kinesiske middelklasse er medvirkende til et øget salg af økologiske varer fra Danmark. Landbrug & Fødevarer forventer, at øko-eksporten til Kina lander på omkring 300 mio. kr. for 2016.

Kineserne får flere og flere penge mellem hænderne, og middelklassen vokser støt. Det afspejler sig i eksporten af danske, økologiske fødevarer til Kina og Hong Kong. Landbrug & Fødevarer forventer derfor, at den samlede eksport af økologiske fødevarer lander på omkring 300 mio. kr. i 2016. Den danske øko-eksport til Kina blev allerede tredoblet fra 80 mio. kr. i 2014 til 240 mio. kr. i 2015.

Mette Gammicchia, der er afdelingsleder for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, siger:

- I Kina har vi set imponerende vækstrater på 15-20 pct. indenfor økologien i de seneste år. Det kinesiske landbrugsministerium, CNCA, forventer, at det fortsætter i de kommende år. Det betyder, at det kinesiske marked er meget vigtigt for os.

Derfor er Landbrug & Fødevarer sammen med otte danske virksomheder i disse dage på eksportfremstød til Shanghai. Som en særlig cadeau er Danmark – som det første land nogensinde – udnævnt til ’Årets Land’ på BioFach China:

- Det er virkelig en stor ære. Titlen som 'Årets land' viser, at Kina vægter Danmark højt på det økologiske felt. Og så giver den naturligvis ekstra opmærksomhed til de danske virksomheder, der deltager, siger Mette Gammicchia.

Ny aftale skal sende mere dansk økologi til Kina
For nylig blev der indgået en historisk samarbejdsaftale mellem Danmark og Kina. Aftalen vil gøre det både lettere og billigere for danske økologiske virksomheder, der vil begynde at sælge varer i Kina. Inden aftalen blev indgået, har det været en omstændelig affære, når danske økologiske fødevareproducenter skulle sælge deres varer i Kina.

- Der er ingen tvivl om, at vi nu kan få langt flere producenter ind på det kinesiske marked. Det er glædeligt, for vi kan se, at kineserne nu virkelig er ved at få øjnene op for økologiske produkter, siger Mette Gammicchia.

Som det ser ud nu, er kun fem danske virksomheder godkendt til at sende øko-mærkede varer til Kina. For at blive godkendt kræver det blandt andet et besøg af kinesiske myndigheder på virksomheden i Danmark. Med den nye aftale forsvinder det krav, så danske myndigheders kvalitetsstempel af fødevareproducenterne er tilstrækkeligt.

- Lige nu forventer vi, at den økologiske markedsandel i Kina vil være fordoblet til omkring 1 pct. i år 2020, hvilket i givet fald vil svare til en omsætning på 60 mia. kr. Og med den nye samarbejdsaftale forventer vi, at den danske øko-eksport vil være mellem 500-600 mio. kr. i 2020, siger Mette Gammicchia.

Det er tredje gang, Landbrug & Fødevarer deltager på BioFach China. I år deltager Landbrug & Fødevarer sammen med repræsentanter fra Arla, Thise Mejeri, Them Andelsmejeri med eksport-brandet ’Dairy 1888’, Gasa Odense, Tican, Christina Hansen Organics, Rawbite og Nature DK.

Kinesiske øko-forbrugere
De kinesiske øko-forbrugere er især veluddannede og yngre med en ’over-middel’ indkomst. Middelklassen får dog også bedre og bedre råd og viser derfor stigende interesse for økologien. Som motiver for at købe økologisk nævner de kinesiske forbrugere især sundhed, miljøvenlig produktion og fødevaresikkerhed, fordi der er noget strengere regler for økologiske fødevarer i sammenligning med øvrige fødevarer, der produceres i Kina.

De danske og andre vestlige fødevarer har derudover den fordel, at der er markant større tiltro til fødevarer fra Vesten på grund af de mange tidligere fødevareskandaler i Kina. Velstillede småbørnsfamilier er de mest almindelige øko-forbrugere. Som noget nyt er miljøinteresserede og ældre veluddannede også begyndt at købe økologisk på grund af bekymring over den stigende forurening i mange af storbyerne.

For yderligere info, kontakt:
Mette Gammicchia, afdelingsleder for afsætning, ernæring & markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, tlf.: + 45 27 24 56 68
Linda Gjaldbæk, pressekonsulent hos Landbrug & Fødevarer, tlf.: 26 84 28 80

Seneste nyt fra lf.dk