Christian Lund til Kvægkongres 2024.

Nyhed, 26.februar 2024

En afgift må ikke blokere for de klimaeffektive løsninger

"Vi har masser af grønne ambitioner. Men jeg har svært ved at se, hvordan en afgift skal hjælpe os med at indfri dem", fortæller kvægformand Christian Lund.

En afgift må ikke blokere for, at vi kan få ny teknologi og klimaeffektive løsninger i spil. Sådan siger Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Kvæg, efter ekspertudvalget har fremlagt en rapport med input til, hvordan en CO2-afgift på de biologiske processer i landbruget kan se ud.

"Når der tales om en afgift, så skal politikerne tage højde for, at der er landmænd, der allerede gør en masse klimatiltag i dag. Der kommer hele tiden nye løsninger, som vi implementerer i dansk landbrug," siger Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Kvæg.

En del af løsningen, når det kommer til at sænke udledningerne hos kvægbrugene, er ny teknologi.

"Teknologien er vores ven. Den koster penge i starten, men den vil ende med at hjælpe os i mål. Vi kan ikke sætte strøm til en ko, og derfor er det afgørende, at vi som samfund investerer i at få de teknologiske løsninger i spil. Og det er vigtigt, at der skabes incitament ude hos landmændene, for det er ikke alle teknikkerne, der er rentable," siger Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Kvæg.

Han anerkender, at der er et politisk flertal for en CO2-afgift, men frygter for udviklingen af dansk kvægproduktion, og for at mælkeproduktionen vil flytte til andre lande.

"En afgift på drivhusgasser fra landbrugets marker og dyr findes i dag ikke nogen steder i verden. Indføres den i Danmark, vil det ramme konkurrencekraften i mælkeproduktionen hårdt, og der er mange, der vil blive nødt til at lukke produktionen. Det har omsiggribende konsekvenser for lokalsamfundet. Jeg frygter, at landdistrikterne vil blive hårdt ramt af arbejdsløshed. I Vejen kommune, hvor jeg bor, er der 20 % af beskæftigelsen, der er indenfor landbrug og fødevareerhvervene. Det er altså ude hos os i landdistrikterne, at en afgift vil give ledighed. Ikke i København og Aarhus."

"På baggrund af rapporten står det klart, at en høj, ensartet afgift ikke er forenelig med regeringsgrundlaget. Den afgift vil være i modstrid med ambitionen om at sikre arbejdspladser, konkurrenceevne og grøn omstilling af en fortsat stærk, dansk fødevareproduktion," siger kvægformanden.

Han er også bekymret for eksporten, hvis der kommer afgifter på mælkeproduktionen i Danmark.

"80% af vores danske mejeriprodukter går til eksport – i 2022 var det en eksport for over 27 mia. Kr. Og selv om de danske forbrugere måske trækker let på skuldrene over en prisstigning på 50 øre på en liter mælk, så kan jeg garantere, at det gør de ikke på vores store eksportmarkeder i og uden for EU. Og det gør de bestemt heller ikke i de store internationale detailkæder og fødevarevirksomhede. Derfor vil en klimafgift, som præsenteret af Svarer-udvalget, få store økonomiske og sociale konsekvenser."

Christian Lund understreger dog, at det er vigtigt at huske på, at dette ikke er et politisk udspil, men et fagligt input.

"Derfor er det vigtigt, at Landbrug & Fødevarer fortsat sidder med ved bordet for at finde løsninger, så vi er med til at definere vejen frem for klimaeffektiv fødevareproduktion i stedet for vi bliver afviklet."