Nyhed, 04.oktober 2024

Formand: Brakkrav er et unødvendigt selvmål af regeringen

4 pct.-brakkravet kommer danske landmænd nu også til at lide under i 2025. Som de eneste i hele EU.

Jeppe Bruus, minister for grøn trepart, siger til LandbrugsAvisen:

"Regeringen besluttede tilbage i juni at spørge EU-Kommissionen om muligheden for at videreføre brakkravet og drøftede det efterfølgende med forligskredsen bag landbrugsaftalen. Det svarede Kommissionen ja til. Regeringen har orienteret forligspartierne om, at brakkravet videreføres i 2025. Jeg mener, at vi fra 2026 bør gå nye veje, så vi målretter arealomlægningen jf. intentionerne i den grønne trepart." 

Ifølge Landbrug & Fødevarer er der tale om et unødvendigt selvmål af regeringen med mærkbare konsekvenser for både landbruget og omgivelserne.

"Det giver absolut ingen mening. Det er et klasseeksempel på alt det, vi skal undgå i fremtiden: Unødigt bureaukrati og midlertidig braklægning, der bremser landmændene i at bruge de selv samme jorde til fødevareproduktion eller - paradoksalt nok - til tiltag, der rent faktisk ville gøre en reel forskel for naturen og klimaet", siger Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer. 

Bureaukratiske skrivebordsløsninger

Tidligere på året vedtog EU en række væsentlige forenklinger i den fælles landbrugspolitik. Som det mest markante element blev EU-kravet, om at landmænd skal braklægge minimum fire procent af deres omdriftsareal, fjernet. Et krav næsten alle EU-lande i øvrigt har givet konstante dispensationer for. Netop fordi det ikke virker og ikke skaber varige gevinster for flora og fauna.

"Vi skal have gjort op med de her bureaukratiske skrivebordsløsninger. Hele grundtanken i treparten er, at når et areal ikke skal dyrkes længere, så skal det levere på både klima, vandmiljø og biodiversitet. Og det skal ske med intelligente, målrettede og lokale løsninger, der inddrager fagligheden hos de relevante lodsejere. I fuldstændig kontrast hertil står et centraliseret standardkrav på 4 pct. brak", fastslår Søren Søndergaard og tilføjer: 

"Der findes langt bedre veje til at fremme miljø og biodiversitet end midlertidig braklægning. Det ved man i EU, det ved enhver landmand, og det ved regeringen. Det eneste, man med sikkerhed opnår med dansk enegang på 4 pct. brak, er, at danske landmænd får ringere konkurrencevilkår end vores europæiske kollegaer."

Kravet skal væk i 2026

Landbrug & Fødevarer mener, de politiske signaler i foråret var særdeles tydelige om, at det danske 4 pct. brakkrav skulle forsvinde sammen med det europæiske. Det må Landbrug & Fødevarer så med stor ærgrelse erkende ikke gør sig gældende. Men ministeren for grøn trepart lover altså at arbejde for, at kravet forsvinder i 2026.

"Vi kommer til at holde ministeren og regeringen op på, at den her fejltagelse kun gælder for 2025. Tilgangen, arbejdet og opsætningen i den grønne trepart må og skal være en helt anden", udtaler Søren Søndergaard. 

Kravet om braklægning i 2025 kommer samtidigt med, at regeringen udbyder en ordning for permanent ekstensivering. Ordningen opfordrer landmænd til at finde et hjørne af en mark eller et andet relevant større eller mindre areal på bedriften, der kan levere permanente resultater til gavn for både natur, klima og miljø.

Hvis ikke det var virkeligheden, vi ser ind i, så var det jo næsten en komedie. Det vil i ekstensiveringsordningen i næsten alle tilfælde være de samme jorder, der nu midlertidigt skal braklægges fra en kant af i 2025. Det her er på mange måder ét stort selvmål og opskriften på fiasko. Når regeringen gennemfører dette, frygter vi nu, at søgningen på ekstensiveringsordningen bliver meget lav, afslutter Landbrug & Fødevarers formand.

Kontakt

Ved spørgsmål kan L&Fs Pressevagt fanges på tlf. 3339 4520 eller mail presse@lf.dk