Kantineprisen og Køkkenprisen har nu åbent for indstillinger
De to priser hylder de ildsjæle, der går mod en mere bæredygtig fremtid gennem måltider og leverer den gode økologiske spiseoplevelse til gæsterne.
Kantineprisen 2024
Der er igen i år fokus på økologi, når Landbrug & Fødevarer søger landets bedste kantine, der kan løfte måltidsoplevelsen til nye højder. Kantineprisen 2024 vil ikke kun belønne kantiner, der har styr på økologi, men også dem, der kan skabe en velsmagende spiseoplevelse med fokus på kvalitet og sæson. Kriterierne strækker sig fra valg af råvarer i sæson, til arbejdet med økologi og reducering af madspild.
De nominerede kandidater skal blandt andet vise arbejdsstoltheden frem ved at lave mad i en Cook Off på Danmarks største kokkekonkurrence, Sol over Gudhjem, der finder sted den 22. juni 2024.
Indstillinger til Kantineprisen 2024 skal ske inden den 22. april 2024. Derefter vil juryen foretage uanmeldte besøg hos de nominerede kantiner. Årets vinder vil blive afsløret på Sol over Gudhjems store scene efter den store Cook Off.
Indstil kandidater til Kantineprisen her
Køkkenprisen 2024
Landbrug & Fødevarer uddeler i 2024 Køkkenprisen til det offentlige køkken, der har formået at skabe en klar retning for den økologiske måltidsoplevelse med fokus på sundhed, bæredygtighed og smag. Der serveres over 1 million offentlige hoved- og mellemmåltider hver dag i Danmark, hvoraf cirka halvdelen af måltiderne er til mennesker med særlige ernæringsmæssige behov.
Med prisen opfordrer Landbrug & Fødevarer branchen til at stræbe efter at være "best in class" i arbejdet med økologiske og sunde måltider. Dette ved at hylde de dygtige fagfolk, der formår at give gæsterne en god, velsmagende og sund spiseoplevelse.
Der kan indstilles til Køkkenprisen 2024 frem til den 13. maj 2024. Derefter vil juryen foretage anmeldte besøg i de nominerede køkkener for at vurdere kandidaterne. Årets vinder findes i efteråret 2024. Dato følger på goderåvarer.dk.