Nyhed, 27.september 2024

Søren Søndergaard er valgt som vicepræsident i COPA

Der er de kommende to år dansk repræsentation i den øverste ledelse af den europæiske landbrugsorganisation COPA.

Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer, blev fredag valgt til vicepræsident i den største europæiske landmandsorganisation, COPA, der repræsenterer 22 mio. landmænd.

Søren Søndergaard siger om valget:

- De kommende to år bliver ekstremt afgørende for retningen i den europæiske landbrugspolitik. Det er her strukturen for den kommende CAP skal lægges fast. Danmark får som formandsland i EU næste år en central rolle, og har jo som bekendt også styrket det europæiske arbejde med en Europaminister.

- Derfor er jeg meget glad for, at Landbrug & Fødevarer kan være helt tæt på de meget vigtige processer i de kommende to år. Jeg tror, det kan blive af stor værdi for de danske landmænd.

På fredagens møde blev Italienske Massimiliano Giansanti valgt til præsident for COPA.