Foto: Ture Andersen

Nyhed, 10.september 2021

Økologi-salg til foodservice tager forventet corona-dyk

Med den nuværende efterspørgsel er forventningen dog, at økologisalget til foodservice inden længe igen når 2019-højder.

Restauranter, kantiner, cafeterier og køkkener landet over måtte ligesom meget andet i 2020 holde lukket på grund af Coronavirus. Nedlukningen har som ventet haft en betydning for salget af økologi til foodservicesektoren. Det afslører helt nye tal, som Danmarks Statistik i dag har offentliggjort.

Salget af økologi til foodservicesektoren i 2020 er således faldet med 20 pct. fra 2.527 mio. kr. i 2019 til 2.018 mio. kr. Det sker efter en årrække, hvor salget af økologi til foodservice ellers har været stigende kulminerende med en rekord i 2019. At 2020 ikke helt lever op til rekordåret i 2019 er som forventet, fortæller Kristan Ploug Grut, der er seniorkonsulent i Marked og Ernæring i Landbrug & Fødevarer.

”Nedlukningen har forventeligt medført en stor nedgang i salget til foodservice i 2020, og det er endnu ikke lykkes at komme helt op på niveau med salget før corona. Det skyldes både, at der er mangel på arbejdskraft hos mange restauranter og hoteller, der desværre må afvise kunder grundet personalemangel, men også at der i løbet af sommeren i 2020 blev aflyst flere større arrangementer som følge af corona-restriktionerne,” siger Kristian Ploug Grut.

Efterspørgslen på økologiske råvarer er dog stadig stor, og selvom en øget mængde hjemmearbejde påvirker kantinedrift og frokostleverandører, er det vurderingen, at salget af økologi til foodservice inden længe igen når rekordniveauet fra 2019.

”Vi oplever, at mange storkantiner efterspørger og prioriterer de økologiske råvarer højt, så i takt med, at mere og mere bliver normaliseret, forventer vi at salget af dansk økologi igen kommer op på niveauet fra 2019. Dog ser vi også fortsat ind i en ny struktur på arbejdspladserne med mere fleksible regler for hjemmearbejde, så det bliver spændende at se, hvordan frokostleverandørerne løfter opgaven med at skabe måltidsløsninger til den del af arbejdsstyrken, der ikke er på kontoret,” siger Kristian Ploug Grut.

Salg af økologiske varer til foodservice udgjorde i 2019 12% af det samlede salg til foodservice. I 2020 var tallet det samme. Ligesom tidligere år har salget af økologi i 2020 primært været drevet af mejeri, frugt og grønt samt kolonialvarer, der tilsammen udgjorde 85% af salget. Kødvarer inklusiv fisk og fjerkræ udgør en mindre del af salget i alt 4%, denne fordeling er stort set identisk med salget i 2019.

Se flere tal om det økologiske salg til foodservice