Nyhed, 11.oktober 2022

Pyrolysenetværk hilser biokulsyntese velkommen

L&F’s pyrolysenetværk mener at biokulsyntese er et vigtigt udgangspunkt for kommende tiltag om pyrolyse som klimavirkemiddel - men den kan ikke stå alene.

I forbindelse med kommercialisering af pyrolyse af restbiomasse fra landbruget og slam er det centralt, at både agronomiske, klima-, miljø- og sundhedsmæssige aspekter af anvendelse af biokul i landbruget er godt belyst. Samtidig med at aktørerne målrettet arbejder på kommercialisering og opskalering af pyrolyseteknologien, vokser antallet af forskningsprojekter og publikationer af nye resultater om pyrolyse kraftigt i disse år både i Danmark og udlandet. Virksomhederne i pyrolysenetværket bidrager væsentligt til denne forskning bl.a. via Stiesdal SkyCleans Scale-Up projekt, der med 124 mio. kroner fra pyrolysepuljen lægger fundamentet for hele værdikæden omkring pyrolyseteknologiens opskalering, via pyrolyse af pulp fra græsprotein produktion under GUDP m.v., og genererer ny viden til branchen.

På to områder anfører pyrolysenetværkets virksomheder, at vidensyntesen om biokul bør suppleres med yderligere information. Det drejer sig om økonomiantagelserne, der med fordel kunne have inddraget data fra virkeligheden på aktørernes og deres kunders anlæg samt betragtningerne om fosfor.

Økonomiafsnittet kunne med fordel forankres i data fra moderne, industrialiserede/kommercialiserede pyrolyseanlæg, og gøre brug af information fra det hastigt voksende, ikke-regulerede CO2-kreditmarked, der er drevet af meget store virksomheders beslutning om at tiltræde SBTi initiativet og arbejde målrettet på at nå net-zero klimamål. En opdateret analyse ville give et mere positivt og retvisende billede af pyrolyseteknologiens konkurrencedygtighed til brug i sammenligning med andre klimatiltag.

Når det drejer sig om fosfor, bemærker virksomhederne i pyrolysenetværket, at pyrolyse af fosforrig biomasse løser et vigtig, regionalt behov for omfordeling af fosfor, da biokul er et lagerstabilt, let produkt velegnet til transport fra Vest- til Østdanmark.

Beslutninger om rammevilkår for klimateknologier skal funderes på et solidt grundlag, samtidig med at hensynet til tempo i klimaindsatsen skal vægtes tungt. Pyrolysenetværkets virksomheder opfordrer til at inddrage nyeste, virkelighedsnære viden når vilkårene fastlægges, så rammevilkårene for pyrolyse afspejler den store betydning teknologien - under de rette betingelser - kan spille for klimaindsatsen i blandt andet landbruget. Klimahandling gennem pyrolyse bør ikke hindres af et unødigt snævert forsigtighedsprincip i tilgangen til teknologien.