
Udfasning af naturgas og mere grøn varme
Et effektivt og sikkert gassystem er afgørende for at bevare konkurrenceevnen i dansk fødevareerhverv, siger klimadirektør i L&F, Niels Peter Nørring.
Mere grøn gas og varme i Danmark. Det er et af hovedpunkterne i en delaftale om udfasning af naturgas og mere grøn varme, som et bredt flertal har indgået.
Aftalen har til hensigt at udfase anvendelsen af naturgas hurtigt for at bidrage til den grønne omstilling og for at sikre uafhængighed af russisk naturgas. Samtidig skal aftalen bidrage til at øge farten på omstillingen til grøn varme. Aftaleparterne har eksempelvis besluttet at fremrykke udbudsrunderne i puljen til biogas og andre grønne gasser, hvilket er positivt, forklarer Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer.
”Der er behov for, at produktionen af grøn gas forøges markant og hurtigt. I Landbrug & Fødevarer er vi glade for, at man med aftalen om grøn varme får sat handling bag ambitionerne om at øge andelen af grøn gas i Danmark, så vi kan sikre omstillingen, samtidig med at vi bevarer et effektivt gassystem, som er afgørende for at bevare konkurrenceevnen i dansk fødevareerhverv,” siger Niels Peter Nørring.
Landbrug & Fødevarer er også glade for, at der nu er en aftale om, at man i regi af grøn skattereform får nedsat et udvalg, der skal kigge på modeller for afgiftsfritagelse for biogas ved køb af oprindelsesgarantier.
”Det er vigtigt at understøtte virksomhedernes muligheder for at træffe proaktive grønne klimavalg, hvilket forudsætter, at valget kan konkurrere med de fossile alternativer,” siger Niels Peter Nørring.
”Erhvervspuljen har haft nogle opstartsvanskeligheder, og der har været nogle grundlæggende barrierer i måden, den er udformet på, som har betydet, at den ikke i tilstrækkelig grad har understøttet den grønne omstilling som forventet. Vi er derfor glade for, at aftaleparterne har lyttet til erhvervet, og nu kommer med en række imødesete justeringer af Erhvervspuljen, herunder indførelsen af CO2 som supplerende tildelingskriterie, der betyder at puljen i langt højere grad taler ind i den virkelighed, virksomhederne arbejder i,” siger Niels Peter Nørring, der dog ser problemer i, hvis der besluttes et stop for tilskud til installation af nye gaskedler.
”Det vil være en alvorlig fejl, da det vil hæmme mulighederne for at opnå store energibesparelser, som trods alt stadig er et væsentligt formål med puljen, ligesom det giver udfordringer ift. at implementere hybridløsninger, som for nogle virksomheder vil være den mest effektive omstillingsvej,” siger Niels Peter Nørring.