Lone Andersen oplever stor interesse fra andre landes landbrug for den danske måde at arbejde med klima og bæredygtighed.

Nyhed, 23.maj 2023

2030-plan og dansk bæredygtighedsarbejde vakte genklang

World Farmers' Organisation holder i disse dage generalforsamling i Sydafrika

Tilmeld dig her

I disse dage holder World Farmers’ Organisation, verdensorganisationen for landmænd, generalforsamling i sydafrikanske Sun City. 70 lande deltager, heriblandt Danmark.

Landbrug & Fødevarer er på den politiske del repræsenteret af viceformand Lone Andersen. Hun fremhæver betydningen af at lande med effektiv og bæredygtig produktion er aktive i det verdensomspændende arbejde.

- Udfordringer med klima, fødevaresikkerhed og forsyningssikkerhed er globale. Og det er sådan, vi skal arbejde med at løse dem. Det er vigtigt at lande som Danmark, hvor vi er ambitiøse på de dagsordener og har et stærkt udgangspunkt, er med og kan være med til at påvirke udviklingen. Det er bestemt ikke let, for forudsætningerne er vidt forskellige, men det er en indsats, der giver stor mening, siger Lone Andersen.

God modtagelse

I sit indlæg på generalforsamlingen benyttede hun anledningen til at præsentere den nye 2030-klimaplan.

- Jeg fortalte om baggrunden for planen, hvordan vi samarbejder med forskningen om at udvikle viden, og om de 30 virkemidler, der indgår i planen. Jeg beskrev også, som noget helt konkret, Arlas incentive model, og hvordan man som mælkeproducent kan arbejde med bæredygtighed. De ting koblede jeg til vores nye uddannelsesstrategi, og tankerne om at vi skal tænke klima og bæredygtighed ind igennem hele landmandslivet. Det er heller ikke nogen nem øvelse, men det er den vej, vi skal, siger Lone Andersen, der glæder sig over, at de danske planer og modeller for bæredygtighed blev godt modtaget på generalforsamlingen.

- Der var rigtig fin respons og interesse omkring vores tilgang til arbejdet, som mange andre landes landbrug finder interessant. Det er jeg selvfølgelig glad for, og det understreger at vi gør mange ting rigtigt i Danmark, som andre kan lære af. Og det er nødvendigt. For som jeg fremhævede i mit indlæg; klimaforandringerne kender ingen grænser, og vi skal som landmænd verden over være med til at dyrke fremtidens løsninger.