
Forlig om udsætning af fuglevildt i Vildtforvaltningsrådet
Efter en lang forhandlingsperiode har Vildtforvaltningsrådet indgået et forlig, der sætter rammerne for udsætning af fugle til jagt for de næste 10 år.
Forliget sikrer overordnet fortsat mulighed for udsætning af fugle til jagt i balance med naturen, men rummer også en udfasning af udsætning af gråænder. L&F er tilfreds med, at der nu skabes ro om udsætningen og at mulighed for udsætning af fasaner og agerhøns bevares.
Muligheden for at udsætte fuglevildt til jagt har stor betydning for både jagtglæde, herlighedsværdi og økonomi for både land- og skovbrugsejendomme og opdrættere af fuglevildt. Derfor har været helt centralt for Landbrug & Fødevarer at sikre de bedste rammer for udsætningen i forbindelse med, at Vildtforvaltningsrådet har skulle genforhandle det eksisterende udsætningsforlig, som blev indgået i 2017.
De langstrakte forhandlinger resulterede i, at Vildtforvaltningsrådet, der er rådgivende for Miljøministeren, på sit møde den 6. juni 2023 enedes om et bredt forlig med en 10-årig aftaleperiode. Forliget fastlægger at muligheden for udsætning af fasaner og agerhøns fastholdes uændret – mens udsætningen af gråænder udfases over en 5-årig periode.
Klare rammer
Fra Landbrug & Fødevarer har det været Christina Ahlefeldt-Laurvig, der sidder som den ene af L&F’s to repræsentanter i Rådet, der har stået for at forhandle forliget på plads:
- For mig har det været helt afgørende at lande et forlig, som giver klare rammer for udsætningen også i fremtiden. Derfor er jeg meget glad for at der nu skabes ro om udsætningen i 10 år. Jeg skal samtidig være den første til at beklage, at det ikke var muligt at opnå enighed om, at beholde muligheden for at udsætte gråænder, da det er aktivitet som dyrkes på både små og store landbrug. Det lykkedes dog at sikre en 5-årig udfasningsperiode, som vil give både opdrættere og udsættere mulighed for at tilpasse sig de nye regler, siger Christina Ahlefeldt-Laurvig.
Udsætning af gråænder har været drøftet i Rådet tidligere, hvor det ikke lykkedes at opnå enighed.
Debatten har været præget af en rapport fra Århus Universitet, der viste stor uoverensstemmelse mellem det antal gråænder, der blev opdrættet og det antal, der blev indrapporteret som udsat. På denne baggrund var der et klart ønske fra flere sider om at stoppe udsætningen af ænder øjeblikkeligt, mens Landbrug & Fødevarer sammen med blandt andet Dansk Skovforening argumenterede for fortsat udsætning men med en markant skærpelse af kontrol og indberetning.
Det var daværende Miljøminister Lea Wermelin, der i 2022 bad Vildtforvaltningsrådet om at genforhandle andeudsætningen samtidig med, at udsætningen af fasaner og agerhøns også skulle på forhandlingsbordet.
Bredt forlig
For Christina Ahlefeldt-Laurvig var det helt centralt at sikre, at sammenkædningen af ænder og fasaner ikke betød at begge udsætninger blev ramt.
- Med indgåelse af et bredt forlig sikrer vi, at vi er med til at fastlægge rammerne for udsætningen fremover. Var vi ikke nået til enighed ved forhandlingsbordet, var der en stor risiko for, at både forligsperioden, udfasningsperioden af andeudsætningen og fasanudsætningen var endt et helt andet og langt værre sted. Blandt andet fordi en helt ny rapport fra Århus Universitet viser, at der desværre også er uoverensstemmelser og et mørketal i forhold til indrapportering af udsatte fasaner, siger Christina Ahlefeldt-Laurvig.
Det ligger også som en del af forliget, at alle udsætninger fremover skal anmeldes / ansøges og at der også kommer skærpede regler for opdræt. Samtidig vil alle, der udsætter, skulle lave naturforbedrende tiltag i forhold til udsætningen størrelse.
- Med forligets forslag om skærpede krav til godkendelse m.v. kan vi forhåbentligt fremover sikre at mørketallet i forhold til udsætning og opdræt minimeres. Som opdrættere, udsættere og jægere er vi nødt til at have orden i eget hus, hvis vi fortsat vil have mulighed for at udsætte fugle til jagt. Og med endnu flere tiltag til gavn for naturen er jeg sikker på, at vi har sikret rammerne for en bæredygtig udsætning og jagt - også i fremtiden, siger Christina Ahlefeldt-Laurvig.
Forliget vil nu blive oversendt til Miljøminister Magnus Heunicke, og det vil derefter være op til ham at beslutte om forliget skal realiseres.
Se meddelelse om forslaget fra Vildtforvaltningsrådet her.
Yderligere via presserådgiver Thyge Hansen, 21818692.