Søren Søndergaard, formand for L&F, og ny formand for Familielandbruget, Anders Lynge Kjær.
Anders Lynge Kjær er ny formand for Familielandbruget
Den 44-årige kødkvægsproducent fra Thy er valgt som ny formand for Familielandbruget.
Det var en tydeligt glad og berørt Anders Lynge Kjær, der efter at have besejret de to øvrige to kandidater, gik på talerstolen til Familielandbrugets Årsmøde 2024 i Vejle.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at vi kommer i mål, sagde han.
Anders Lynge Kjær er tidligere mælkeproducent, men har i dag kødkvæg i naturpleje. Han har Danmarks største besætning af Aberdeen-Angus kvæg og blev i 2023 tildelt Børsens Gazellepris. Besætningen består af 225 køer samt opdræt, i alt godt 600 stk. kvæg, som udfører naturpleje på cirka 1.300 hektar i Vejlerne og Nordthy.
Selv bor Anders Lynge Kjær i Frøstrup på Thy med sin kone Rikke og deres fem børn. Han er nuværende bestyrelsesmedlem i Familielandbruget Vestjylland, og sidder i bestyrelsen for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Kvæg.
Efter Delegeretmødet i november overtager Anders posten som viceformand i L&F.
Da han meddelte sit kandidatur til posten som formand for Familielandbruget, skrev han i en pressemeddelelse:
- Som formand for Familielandbruget vil jeg kæmpe for den diversitet af landmænd og kvinder, der er repræsenteret i Familielandbruget. Jeg vil kæmpe for, at vi også har små og mellemstore landbrug i fremtiden. Jeg vil kæmpe for, at det skal blive nemmere at være ung landmand. Give den unge håb og tro og være med til at bane vejen for de unge mennesker, der er sprængfyldt med vilje, initiativ, engagement, drivkraft og glæde ved faget. Alt sammen, så det bliver nemmere for dem at blive selvstændige og at kunne købe en landejendom.
På Familielandbrugets Årsmøde blev der også valgt en ny næstformand. Det blev Michael Jakobsen, der er nuværende næstformand for Familielandbruget LRS-Vejle.
Anders Lynge Kjær bliver først officielt formand for Familielandbruget på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde den. 6. november 2024.
Familielandbrugets formål er at varetage den enkelte landmands erhvervspolitiske interesser. Familielandbruget er med til at værne om landmænds muligheder for at kunne drive landbrug ved at sikre de bedst mulige rammevilkår.
Kontakt
For yderligere kan L&Fs Pressevagt kontaktes på mail presse@lf.dk eller tlf.: 33394520.