Fødevareklyngens eksport når historisk milepæl i 2024
Fødevareklyngens eksport forventes at runde 200 mia. kr. i 2024.
202 mia. kr. Så meget vil fødevareklyngens eksport ende på i indeværende år, skønner Landbrug & Fødevarer. Det vil være en milepæl, idet 2024 vil være det første år med en eksport over 200 mia. kr.
”Jeg glæder mig over, at eksporten i år ser ud til at nå en fantastisk milepæl for den danske fødevaresektor. Det viser styrken i vores erhverv, og hvordan vores fokus på kvalitet, innovation og grøn omstilling skaber værdi både herhjemme og globalt,” siger Flemming Nør-Pedersen, der er viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.
Stor eksportstigning til USA
Tyskland er fortsat fødevareklyngens største eksportmarked, men den største procentstigning har i år været at finde til det amerikanske marked. Eksporten til USA har i år taget et kvantespring og er steget med hele 9 procent, og det får Flemming Nør-Pedersen til at fremhæve vigtigheden af det amerikanske marked og nødvendigheden af at følge den politiske udvikling tæt:
”Den markante stigning i eksporten til USA understreger, hvor vigtig en handelspartner landet er for dansk fødevareerhverv. Med den kommende præsident Donald Trump står vi over for politiske ændringer, der kan påvirke markedsvilkårene, og derfor vil vi fortsat følge udviklingen nøje og arbejde for, at dansk eksport fortsat kan spille en stærk rolle i det amerikanske marked," siger han.
Det er særligt eksporten af fødevarer, der trækker væksten i eksporttallene op i 2024, og stigende fødevarepriser har løftet eksportværdien i flere kategorier. For eksempel forventes eksporten af mejerivarer at stige med 4 procent grundet stigende priser på mejeriprodukter.
Eksporten af korn forventes dog at falde med 36 procent som følge af en dårlig høst i både 2023 og 2024.
Sidste år landede eksporten på 199,8 mia. kr. Det betyder, at eksporten i år er steget med cirka 2 mia. kr.
"Vi er stolte af at se, hvordan den danske fødevareklynge fortsætter med at gøre en forskel på globale markeder, og vi vil arbejde målrettet for at fastholde og styrke denne positive udvikling i årene frem,” siger Flemming Nør-Pedersen.