Frivillige aftaler virker - om man vil det eller ej

Af Anders Panum Jensen, miljødirektør, L&F. Oprindeligt bragt på Altinget.dk.

Frivillighed fungerer og skaber rammen for de bedste resultater. Det kender de fleste formentlig til.

Det faktum gælder også for vores vandmiljøindsats, og derfor bør det naturligvis også være udgangspunktet. I denne tid møder den frivillige tilgang imidlertid kritik fra flere steder. Flere tror tilsyneladende ikke på, at lodsejerne ønsker at bidrage og tage ansvar. Eller også er det blot et opportunt politisk synspunkt ikke at tro på det. Intet kunne dog være længere fra sandheden. Det er derfor på sin plads at få slået fast, at de bedste og mest langtidsholdbare løsninger bliver skabt, hvis de bygger på lodsejernes frivillige deltagelse.  

Et aktuelt og stærkt eksempel på, at den frivillige tilgang er vejen frem, er indsatsen med udtagning af lavbundsjord. Udtagning af lavbundsjord er det mest omkostningseffektive klimavirkemiddel, vi har, og samtidig bidrager det også med en markant reduktion af kvælstofudledningen til vores vandmiljø. Det er derfor værd at fejre, når den seneste opgørelse fra Fødevareministeriet viser, at der nu er søgt om udtagning af 56.200 ha lavbudsjord. Det er projekter, der er skabt i kølvandet på landbrugsaftalen fra oktober 2021, der satte en ambition om, at vi skal udtage 100.000 ha. På 2½ år har man nu fundet over halvdelen af de arealer, der skal til for, at de politiske ambitioner kan blive opfyldt. Det er vanvittig imponerende og giver god grund til at stole på, at vi nok skal nå helt i mål. Et vigtigt næste skridt er nu, at staten vedkender sig, at vi kan udtage mere end de 54.200 ha, der i øjeblikket er afsat finansiering til, og afsætter flere penge til indsatsen.

Lokal forankring

Når nu landbruget rent faktisk viser, at man ønsker at yde sit bidrag, forekommer det besynderligt, at der nu skal sættes spørgsmålstegn ved så vigtigt et element.

Blandt de interessenter, der beskæftiger sig med udtagning, er der enighed om, at store projekter, der definerer, hvordan vi fremover skal bruge vores arealer, bedst skabes på baggrund af lokalt initiativ og en bred inddragelse af lodsejere og lokalsamfund. Hvis man trækker noget ned over hovedet på folk, leder det ikke til andet end konflikt.

Den videre proces handler derfor ikke om at bryde med helt grundlæggende principper, men om at få sat de rigtige mål og sikre, at de myndigheder, der skal gennemføre projekterne, har de rigtige ressourcer.

Udledningen falder, og målet kan nås

Landbruget har flyttet sig enormt, når det kommer til kvælstof. I den offentlige debat får man let det indtryk, at landmændene bare drøner afsted med gødningssprederen, men faktum er, at i 2022 og 2023 var forbruget af gødning det laveste siden 1965. Erhvervet har et helt målrettet fokus på at reducere sin udledning. 

De senere år har desuden vist, at landbrugerne gerne vil være med til at omlægge landbrug til natur, der kan fjerne kvælstof, gavne biodiversiteten og i mange tilfælde reducere klimabelastningen. Flere naturordninger har været overansøgt, og nu ser vi den føromtalte markante søgning til lavbundsordningerne. Det viser klart, at når myndighederne får lavet nogle ordninger, der fungerer, og når kommuner, Naturstyrelsen og udtagningskonsulenter trækker så fremragende i samme retning, som de har gjort her, så kan vi sammen skabe nogle ret markante resultater på ganske kort tid.

Med Landbrugspakken blev der tilbage i 2015 aftalt indsatser, der skulle bidrage til en reduktion af kvælstofudledningen på 7.000 tons. Trods påstande om det modsatte er disse indsatser i form af både dyrkningsrestriktioner og etablering af vådområder og andre naturbaserede virkemidler næsten alle for længst fuldt implementerede - og de sidste er ved at blive det.

De sidste års fald i den målte udledning af kvælstof til vandmiljøet indikerer, at indsatserne virker, selvom det ikke går så hurtigt som i 1990’erne, og langt fra så hurtigt som vi kunne ønske os. I 2022 var udledningen til havet den næstlaveste i hele den periode fra 1990, som vi har tal for.  Det skyldes tørt vejr, men det skyldes også et rekordhøjt optag af gødning i afgrøderne, og dermed et meget lille tab.

At vi så i 2023 oplever det værste iltsvind i 20 år vidner om, at vores vandmiljøproblemer er væsentligt mere komplekse, end de gøres til i medierne. Der er ingen tvivl om, at udledningen af næringsstoffer skal reduceres. Fra Danmark, og i allerhøjeste grad også fra vores nabolande, Men klimaforandringernes påvirkning er heller ikke til at komme uden om, og netop i 2023 så vi globalt rekordhøje havtemperaturer.

De nye vandplaner trådte først i kraft sidste år, så det er lidt tidligt at sige noget om, hvordan det går med at komme i mål med dem. Det tager tid at gennemføre de projekter, der skal vådgøre store arealer. For lavbundsprojekter tager det typisk 4-7 år, fra landbrugerne melder ind, til et projekt er ført ud i livet. Jeg tror helt sikkert, det kan blive bedre. Det er dog også vigtigt at erkende, at store forandringer tager tid, og selvfølgelig skal myndighederne være grundige med de miljømæssige undersøgelser, der er en nødvendig del af et udtagningsprojekt. Derfor er det også meningsløst at se på, hvor mange projekter, der er blevet gennemført, når man skal vurdere landbrugets indsats. Det er her langt mere relevant at se på, hvor mange projekter, der er i proces med at blive gennemført.  I den nuværende vandplanperiode har vi blot haft en enkelt ansøgningsrunde ud af ni. Indtil nu er der ansøgte, godkendte og afsluttede projekter for samlet ca. 154 ton kvælstof pr. år ud af de 1.500 tons vi skal nå frem mod 2027. Nogle virkemidler er ikke søgt fuldt ud, men på lavbund har man allerede fået flere ansøgninger i hus, end der er afsat midler til. Dermed følger udrulningen af de kollektive virkemidler i store træk det spor, myndighederne har lagt.   

Lokalt initiativ med vandoplandsstyregrupper og kystvandråd i fokus

Frivillige aftaler virker altså - og skal derfor selvfølgelig også være fundamentet for den fremtidige indsats. For at sikre den lokale forankring er kystvandråd og de såkaldte vandoplandsstyregrupper, eller VOS’er, kommet til. Fire kystvandråd viste sidste år, hvordan lokale interessenter, landbrug, grønne organisationer og kommuner, sammen med en videnskabelig partner til at sikre kvaliteten, kunne skabe køreklare, lokale planer for at nå i mål i den enkelte fjord eller kystvand. Lokale udfordringer er endevendt og afklaret, og de forskellige parter kender hinanden godt. Alt sammen med til at give de bedste forudsætninger for at komme hurtigt i mål.

Med akutpakken til vandmiljøet er der sat midler af til fire kystvandråd mere, og de eksisterende kan arbejde videre. Forhåbentlig får vi meget snart kystvandråd ved alle fjorde og kystvande med store indsatsbehov. Landbruget skal nok fortsætte med at levere.

Dette debatindlæg blev først bragt på Altinget.dk d. 5. juni 2024. Læs det originale indlæg her.