Landbruget fortjener anerkendelse – ikke mistænkeliggørelse

Denne kommentar er oprindeligt bragt i Altinget d. 1. november. 

Rigsrevisionens rapport efterlader et fejlagtigt indtryk af manglende kontrol og misbrug af kvælstofgødning i landbruget. Virkeligheden er den, at landmændene gør en stor indsats for at overholde reglerne - selv under vanskelige forhold, skriver Anders Panum Jensen fra Landbrug & Fødevarer.

Da jeg for knap et år siden, som en blandt mange interessenter, blev interviewet af Rigsrevisionens team, der skulle granske myndighedernes forvaltning af gødningskontrollen, de frivillige kvælstof-projekter og overvågningen af vandmiljøet, havde jeg ikke set den rapport, der i mandags landede på Christiansborg, for mig.

Min vurdering, da Rigsrevisionen spurgte mig til det, var dengang, at der nok var grundlag for kritik af, at myndighederne ikke havde omsat politiske aftaler om langt flere frivillige kvælstof-fjernende søer og våde enge til virkelighed.

Overvågningen af miljøtilstanden i vores fjorde og vandområder har Landbrug & Fødevarer og grønne organisationer flere gange kritiseret som mangelfuld, så det kunne Rigsrevisionens fejlfindere nok også få noget ud af at granske.

Kontrollen med landbrugernes brug af kvælstof? Det havde jeg til gengæld svært ved at tro, der kunne koges stærk suppe på.

Min hverdag er fyldt med landmænd og landbrugsrådgivere, der stresser over at efterleve og indberette på en vanvittigt detaljeret lovgivning om, hvornår landmænd må så, høste, pløje og harve afhængigt af jordtype, husdyr og alt muligt andet – uanset hvad vejrguderne måtte indskyde.

Alt for tit høster landbrugerne for vådt korn, kører fast i mudderet med ploven eller sår på knastør jord i desperat forsøg på at leve op til reglerne, med dens mange datofrister.

De mindste uoverensstemmelser i indberettede markplaner på få kvadratmeter udløser fejlmeldinger i myndighedernes kontrolsystemer.

For nylig rystede mange på hovedet over nyheden om, at skattevæsenet nu ville gå efter de helt små skyldnere og pudse Gældsstyrelsen på tusindvis af borgere med en gæld på under én krone. Landmænd kan relatere til den oplevelse.

Så at kontrollen med landbruget skulle være for lemfældig – det havde jeg ikke set komme.

Jeg blev derfor noget overrasket, da jeg i sidste uge læste Rigsrevisionens beretning om "Tilsyn med landbrugets udledning af kvælstof fra gødning".

Den oprindelige opgave med at undersøge myndighedernes overvågning af vandmiljøet var udgået af analysen.

Udgået var også oplagte spørgsmål om, hvorvidt myndighederne havde gjort nok for at realisere politiske aftaler om kollektive virkemidler, som kræver myndighederne som aktive projektejere for at lykkes.

Kontrollen med landbrugernes brug af gødning og udplantning af de kvælstofreducerende efterafgrøder – der var der derimod boller på suppen med kritik af kontrollen som "meget utilfredsstillende".

Beretningen afdækker, at der i perioden 2019-2022 er fundet overtrædelser svarende til et årligt overforbrug på 300-400 tons kvælstof.

Det lyder næsten af meget, hvis man tror det kan ses i sammenhæng med de cirka 13.000 tusind tons kvælstof, som de danske vandplaner har som mål at reducere udledningen af til vandmiljøet.

Ses det i sammenhæng med den tildelte kvælstofgødning på marken på cirka 400.000 tons kvælstof årligt, er det derimod ingenting.

Det er nemlig kun en meget lille del af den anvendte gødning, der ikke optages af planterne, og som kan ende i vandmiljøet.

Hvis den risikobaserede kontrol var repræsentativ, – hvad den i sagens natur ikke er – så ville det svare til, at der er anvendt under to procent for meget gødning.

Det er vist en meget god dag for Arbejdstilsynet og mange andre statslige tilsyn, hvis man kun finder fejl på to procent af de kontrollerede virksomheder.

Hvis man alligevel finder anledning til uro i de to procent, så kan man yderligere berolige sig ved at konstatere, at landbruget samlet set slet ikke anvender hele landbrugets kvælstofkvote – og den uudnyttede kvote er langt større end to procent.

Beretningen problematiserer, at kontrollen med gødningsforbruget ikke gør brug af fysiske besøg, men alene baserer sig på skriftlig dokumentation i en administrativ kontrol.

Men hvad er det for et hul, som en fysisk kontrol kunne lukke? Kunne det tænkes, at erhvervet er så gennemregistreret at mulighederne for at snyde sig igennem en administrativ kontrol er yderst begrænsede?

At kontrollørerne har adgang til og kan anmode om alle tænkelige data om landbrugerens køb af gødning og såsæd fra grovvarevirksomhederne, mængden af dyr og mælk leveret til slagterierne og mejerierne og alt mulig anden data.

At omkostningen ved yderligere kontrol måske slet ikke står mål med den mulige gevinst. Det forholder revisionen sig ikke til. Tilsvarende med Rigsrevisionens kritik af kontrollen med de kvælstofopsamlende efterafgrøder.

På over halvdelen af de kontrollerede bedrifter – som er udvalgt risikobaseret og ikke tilfældigt – er der ifølge Rigsrevisionen ikke de påkrævede efterafgrøder.

Det lyder voldsomt. Men kigger man nærmere, er det et meget mindre areal, der mangler de krævede efterafgrøder.

I den seneste opgørelse fra Landbrugsstyrelsen for 2023 fremgår det, at 95 procent af det kontrollerede areal blev godkendt; på to procent af arealet havde landmanden forsøgt at efterleve kravet, men bliver underkendt fordi de udlagte efterafgrøder ikke havde vokset godt nok til at opfylde dækningskrav, typisk på grund af vejrforhold. 

På blot tre procent af arealet var der slet ikke etableret efterafgrøder, og det skulle landmanden selvfølgeligt have indberettet inden kontrollen.

Tidligere år har tallene været lidt højere. Men hvis ellers vi tror på, at Landbrugsstyrelsen i sin risikobaserede (ikke tilfældige) kontrol kan identificere de bedrifter, hvor der er størst risiko for overtrædelser – hvilket jeg ikke er det mindste i tvivl om – så vil overtrædelserne blandt dem, der ikke kontrolleres være væsentligt mindre.

Igen procenter, der ville gøre det til en usædvanligt fremragende dag for mange andre myndighedstilsyn.

Jeg har stor respekt for Rigsrevisionens arbejde, og synes at beretningen om gødningskontrollen giver værdifuld indsigt og rejser nyttige spørgsmål til kontrollen.

Jeg forstår også godt de politiske mekanismer, der tilsiger en skarp udlægning af rapportens konklusioner, når der samtidigt pågår politiske forhandlinger om kvælstofindsatsen.

For eksempel hos Danmarks Radio, hvor man uden forståelse for data fra en risikobaseret kontrol alligevel selv forsøger at regne ud, hvor mange tons kvælstof, der kan være udledt for meget til vandmiljøet – selvom både Rigsrevision og styrelsen klart siger, at sådan kan man ikke regne.

Men jeg synes, det er trist og ærgerligt, hvis det efterladte indtryk bliver så skævt og langt fra sandheden, at befolkningen må frygte, at der slet ikke er styr på landbrugets brug af gødning.

Trist og ærgerligt ikke mindst for de mange tusind landbrugere, der hver dag knokler med at producere fødevarer i et land med nok verdens mest regulerede og indberetningstunge landbrug.

De fortjener anerkendelse og ikke mistænkeliggørelse.