
1000 børn tager på Madskoler i sommerferien
Denne sommer tager madglade børn endnu engang grydeskeen i egen hånd og sender forældrene ud af køkkenet.
En god portion engagerede frivillige, fire håndfulde lækre opskrifter og en knivspids lærerige aktiviteter krydret med masser af madglæde. Det er opskriften bag sommerens Madskoler der afholdes 61 steder landet over denne sommer.
Og opskriften er efterhånden gammel - i år er det nemlig 22. gang, 4H arrangerer Madskoler i et ikke profitskabende samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Målet er også velkendt, fortæller Henrik Dalum, formand i 4H:
”Vi vil med Madskoler først og fremmest gerne give børnene sjove og lærerige oplevelser med mad og madlavning. Vi er vildt stolte over at have eksisteret i så mange år. Det har kun kunne lade sig gøre, fordi flere hundrede frivillige bakker op hvert år, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke dem alle! Det er deres fortjeneste, at Madskoler eksisterer,” siger Henrik Dalum.
Plads til lidt af det hele
Madskoler begynder mandag den. 30. juli og afholdes i dagtimerne hen over 5 dage i uge 27 og 28. De fleste Madskoler afholdes i sommerferien, men der afvikles også ’3 dage med Madskoler’ i efterårsferien. På en Madskole er madlavningen i fokus, men fysisk aktivitet, sundhed, ernæring og madspild er også centrale emner, fortæller Line Munk Damsgaard, der er afdelingsleder og Ernæringschef i Landbrug & Fødevarer og projektleder for Madskoler:
”Vi vil gerne lære børnene at have et positivt og sundt forhold til mad. Uden dårlig samvittighed og uden løftede pegefingre. Sund mad handler først og fremmest om variation og mængder. I en sund kost er der plads til lidt af det hele. I år rummer menuen både hjemmelavede fiskepinde, burger ned quinoa i bøffen og muffins med Ingrid Ærter. Jeg er sikker på, det bliver en både sjov, lærerig og lækker oplevelse.”
Maden som facilitator for venskaber
Langt de fleste børn deltager på Madskoler, fordi de synes mad og madlavning er spændende. Men ofte får de meget mere end madkundskaber med sig hjem – nye venskaber. Line Munk Damsgaard fortæller:
”Det at lave mad sammen er en fantastisk facilitator for gode snakke og spirende venskaber. Når vi spørger børnene, hvad de har fået ud af at være på Madskoler, er det netop madlæringen samt venskaberne, der bliver fokuseret på. Vi kan også se af forældreevalueringen at mange af børnene får nye venner på Madskoler”.
Fakta om Madskoler
- Foregår i dagtimerne mandag til fredag og er for børn og unge i alderen 8-12 år
- Prisen for at deltage i en Madskole er 630 kr.
- Tilmelding og mere information på madskoler.dk