Nyhed, 23.juni 2025

De nominerede til Køkkenprisen 2025 er nu fundet

Her er de nominerede til Køkkenprisen 2025.

De offentlige køkkener viser vejen

Landbrug & Fødevarer og Køkkenprisens jury er klar til at hædre de offentlige køkkener, hvor faglighed, smag og bæredygtighed går op i en højere enhed. For sjette år i træk uddeles Køkkenprisen – og i år har indstillingsfeltet endnu en gang bekræftet, at offentlige måltider er meget mere end mad på en tallerken. De er vigtige pejlemærker for både folkesundhed, økologi og velfærd. 

Offentlige måltider med både mening og smag

Der bliver hver dag serveret mere end en million offentlige måltider i Danmark – fra børnehaver til hospitaler. Med Køkkenprisen hyldes de køkkener og fagfolk, der tør gå forrest og løfter kvaliteten i hele sektoren gennem økologisk håndværk, ansvarligt råvarevalg og en konstant udvikling af det gastronomiske niveau.

”Årets indstillinger har vist en stærk faglighed og stort engagement på tværs af landet. Det er tydeligt, at offentlige køkkener spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling – og i at skabe sunde, velsmagende måltider med mennesket i centrum. Det er unikt og spændende og vidner om en faglighed i verdensklasse. Juryen ser meget frem til at besøge de nominerede køkkener, og til at fejre det bedste, faget har at byde på”, siger Anders Nicolajsen, chefkonsulent og ansvarlig for Køkkenprisen.

De nominerede til Køkkenprisen 2025 er:

  • Ken Møller, Kantinerne i Rudersdal
  • Mads Dreyer, Køkkenerne på Skolerne i Oure
  • Lisbeth Hede, Mad og Måltider på NOUH
  • Sabrina Bech, BorrisLejren 

De nominerede er blandt andet udvalgt på baggrund af deres stærke bæredygtige profil, deres evne til at skabe måltider med respekt for både råvarer og modtagere – og deres bidrag til at udvikle køkkenfaget med høj faglighed og mod.

Nu går konkurrencen ind i næste fase. Juryen vil i de kommende måneder besøge de nominerede køkkener rundt om i landet for at opleve arbejdet tæt på og vurdere, hvordan vision og praksis smelter sammen i det daglige måltidsarbejde. Vinderne afsløres ved en prisuddeling i efteråret 2025.

Om Køkkenprisen

Køkkenprisen er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Danske Æg, FOA, Kost- og Ernæringsforbundet, Naturmælk og 3F.