
Dygtige grisefolk hædret på Grisekongres 2025
Unge og garvede grisefolk fik anerkendelse fra kollegerne.
På Grisekongressen 2025 blev der traditionen tro uddelt en række priser til dygtige griseproducenter, medarbejdere og elever, der gør en særlig indsats og på den led er med til at løfte branchen.
Årets afprøvningsvært blev Nørregård, Ole og Sanne Mathiasen.
Her lød begrundelsen blandt andet: På Nørregård er der altid en god stemning, hvor både dyr og mennesker trives. De går altid et ekstra skridt for at hjælpe os i afprøvningen. Nørregård er ganske enkelt et rart sted at komme.

Prisen for årets særlige indsats gik til Rubenlund Agro.
De får prisen for at hjælpe et ungt menneske, Victor Henriksen, med at finde sin rette hylde. Fra en skoletræt dreng til en engageret, vellidt og dygtig kollega i stalden. Med Nikolaj Kjellerup fra Rosenlund Agro som mentor og sparringspartner.
- Det er en fortælling om mod og vilje, og ikke mindst, hvad der sker, når vores erhverv rækker hånden frem og vi tager ansvar. Det er sådan en historie, der viser om, at dansk griseproduktion handler ikke kun om tal og teknik, men det handler også om relationer, og det handler om fremtidens unge, sagde sektordirektør Christian Fink Hansen blandt andet i motiveringen. En særlig anerkendelse for indsatsen til Rosenlund Agro og Victor kom via en videohilsen fra undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Årets Medarbejder blev Emilie Vinkel Rejsenhus, der er driftsleder hos Jonas Mølgaard Jensen, Ulkind A/S. Det var en meget glad Emilie Vinkel Rejsenhus, der tog imod prisen.
- Det er stort og en kæmpe anerkendelse. Jeg er måske også lidt stolt af mig selv på en måde. Tak til min familie og mine arbejdsgivere, mine kolleger og mine chefer. Stor tak også til Mette, vores rådgiver, som har mig med de her resultater. Det skyldes ikke kun mig, at de er skabt. Kæmpe tak til alle omkring mig, lød det fra Emilie Vinkel Rejsenhus.

Årets elev blev Lars Kristian Højrup Grøn, der var nomineret sammen med Agnes Johannsen og Kathrine Arve Gregersen.
I motivationen hed det blandt andet.
- Lars er en vinder af årets elev, fordi han virkelig brænder for sit fag, og udmærker sig både i skole og praktik. Han er nysgerrig og fagligt stærk, og formår at kombinere teori og praksis, samtidigt med at han hjælper og inspirerer sine medstuderende.
Lars Kristian Højrup Grøn kvitterede for udnævnelsen ved blandt andet at sige:
- Tak for de fine ord. Tak til læremestre og lærere, og til mine skolekammerater. Jeg glæder mig til at komme ud og være en del af griseproduktionen i Danmark.
