Flerårige investeringer i forskning og innovation i planter
L&F glæder sig over regeringens investering på 19 mia. kr. i forskning og innovation – især de flerårige midler til grøn omstilling og planteforædling.
Regeringen vil med sit nye forskningsudspil investere over 19 milliarder kroner i forskning og innovation de kommende år. En væsentlig del af midlerne skal gå til det grønne område – herunder et nyt program for planteforædling og fremtidens dyrkningspraksisser med 70 millioner kroner i 2026 og 50 millioner kroner årligt frem til 2029.
Det initiativ vækker stor glæde i Landbrug & Fødevarer, hvor man ser de flerårige bevillinger som et vigtigt skridt for både erhvervets grønne omstilling og for udviklingen i landdistrikterne.
– I Landbrug & Fødevarer bakker vi op om regeringens udspil om flerårige bevillinger til forskning og innovation på det grønne område. Det er en rigtig god nyhed, fordi området har enormt potentiale, der dog kræver solide og stabile økonomiske rammer. Midlerne skal bruges til at videreudvikle på den grønne omstilling af fødevareklyngen og derigennem skabe vækst og arbejdspladser i hele Danmark og særligt i landdistrikterne. Med udspillet lægges der op til stabilitet i et bevillingslandskab, som allerede fungerer godt, og som det er vigtigt at værne om. Alt i alt er det et rigtig godt udgangspunkt for de forhandlinger om forskningsreserven, der nu går i gang, siger Anders Martin Klöcker, innovationsdirektør i Landbrug & Fødevarer.
Også i planteproduktionen bliver udspillet mødt med optimisme.
– Det er meget positivt, at regeringen nu vil prioritere et nyt program for planteforædling og fremtidens dyrkningspraksisser. Planteproduktionen rummer enorme potentialer, men vi står også over for store udfordringer – ikke mindst med udfasningen af vigtige pesticider, hvor der for nuværende ikke findes alternativer. Det er et stort problem, som lige om lidt bliver barsk virkelighed for mine kolleger. Derfor er der hårdt brug for investeringer i ny viden, så vi kan udvikle robuste sorter og metoder, der passer til danske og europæiske forhold, siger Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion.