Nyhed, 10.april 2025

Forslag og opfordringer til minister: Gebyrtryk skal lettes

De seneste måneder har L&F samlet forslag til, hvordan man kan fastholde en effektiv kontrol, men gøre løsningerne mere pragmatiske og reducere gebyrerne.

Gebyrskruen ved landbruget og fødevarebranchens kontroller skal lettes, og det skal være med varige reduktioner af byrderne.

Det er udgangspunktet for en indsats, hvor Landbrug & Fødevarer de seneste måneder har samlet forslag hos medlemmerne til konkrete og pragmatiske lempelser, der kan reducere gebyrer, uden at give køb på effekten af kontrollerne. Indsatsen kommer med udgangspunkt i et arbejde for at reducere gebyrtrykket, som fødevareminister Jacob Jensen satte i gang i januar måned. Her indbød han erhvervet til at bidrage med input.

- Det er meget positivt, at ministeren har øje for problematikken og vil bruge erfaringerne fra praksis. Landbrug & Fødevarer har sammen med vores medlemsvirksomheder samlet og sendt 35 konkrete forslag til Fødevareministeriet, der tydeligt angiver hvor gebyrer og byrder med fordel kan og bør reduceres for at styrke landbruget og fødevarevirksomhederne, siger Flemming Nør-Pedersen, viceadministrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer har opfordret ministeren til at se mere bredt på udfordringen. Der er gebyrer der kan reduceres, gebyrer der kan bevillingsfinansieres og kontroller, der kan bortfalde. Samtidig åbner ny teknologi for andre måder at udføre kontrol på, som er mindre byrdefuld for virksomheder og landmænd.  

- Det handler ikke kun om mindre kontrol. Det handler i høj grad også om mere målrettet kontrol og udvikling af nye kontrolkoncepter, hvor fysisk kontrol kan erstattes af nye digitale løsninger. Et godt eksempel er videobaserede kontroller ved nødslagtninger af dyr på bedriften. Undersøgelser viser, det kan fungere effektivt, og det vil kunne sikre en både billigere og hurtigere kontrol. Det har tilmed også  en velfærdsmæssig fordel, da ventetiden på at få gennemført synet af dyret kan reduceres, siger Flemming Nør-Pedersen.

Afgørende med varige reduktioner

Det er afgørende for Landbrug & Fødevarer, at der bliver tale om varige reduktioner i de byrder og gebyrer som virksomhederne pålægges. Det er derfor væsentligt at der ikke blot er tale om mindre reduktioner i selve gebyret, som om få år vil være tilbage på det nuværende niveau.

- Vi har i arbejdet med gebyrreduktioner konkluderet, at for at få langtidsholdbare forbedringer for virksomhederne, så må man begynde lidt forfra med at definere kontrolkoncepterne. Jeg tror ikke, det vil være urimeligt at sige, at der er et element af vanetænkning og ’vi plejer at gøre’ i den måde kontrolrutiner tilrettelægges på. Vi har derfor opfordret ministeren til at sørge for, at posen bliver rystet. Udgangspunktet skal være; Hvordan sikrer vi en effektiv kontrol, der samtidig er så hurtig, ubureaukratisk og omkostningseffektiv som muligt? Jeg ser frem til det videre arbejde, og håber at vi kan komme videre af det spor, for så kan vi for alvor rykke noget for vores medlemmer, siger Flemming Nør-Pedersen, der fremhæver, at den aktuelle situation på de globale markeder, kun gør behovet for lettelser mere presserende:

- De meget usikre forhold betyder, at det er endnu vigtigere at give virksomhederne mulighed for at optimere deres konkurrenceevne, og det medvirker et lavere omkostningsniveau til gebyrer til.