Nyhed, 07.januar 2025

Her er vejen til et regenerativt landbrug

Begrebet regenerativt landbrug er bredt, men kernen er klar: Det handler om at forbedre jordens sundhed, styrke biodiversiteten og binde kulstof.

Regenerativt landbrug er på vej frem i Danmark. Begrebet er bredt og uden en fast definition, men kernen er klar: Det handler om at forbedre jordens sundhed, styrke biodiversiteten og binde kulstof. Kort sagt: At skabe mere robuste landbrugssystemer, der kan modstå klimaforandringer og levere på både miljø og økonomi.

De regenerative principper er lige så dynamiske, som de er ambitiøse. For nogle bedrifter betyder det mindre pløjning, for andre flere efterafgrøder. Det er ikke én løsning til alle, men et samlet system, hvor lokale forhold bestemmer retningen.

L&Fs tilgang til regenerativt landbrug

Hos Landbrug & Fødevarer tror vi på en pragmatisk vej frem, hvor potentialet for både landmænd og virksomheder forløses.

Vi har derfor fastlagt seks sigtelinjer, der skal sikre, at regenerativt landbrug får de bedste rammer i Danmark:

  • Vidensbaseret: Vi skal kunne måle og dokumentere, hvad der virker – og hvorfor.
  • Dynamisk: Overgangen er en proces, og løsningerne skal formes ud fra lokale forhold.
  • Værdikædebaseret: Hele værdikæden skal med, for ellers bliver det kun halve løsninger.
  • Krav til dokumentation: Hvis det kaldes regenerativt, skal det kunne verificeres.
  • Markedsbaseret: Det skal give mening på bundlinjen for alle.
  • Europæisk perspektiv: Standarder skal harmoniseres på europæisk niveau

Læs mere: Regenerativt landbrug

Hvorfor det betyder noget

Efterspørgslen på regenerativt dyrkede råvarer vokser allerede nu – ikke mindst fra store fødevarevirksomheder, der ser det som en del af løsningen på deres bæredygtighedsmål. Men hvis vi ikke udvikler klare standarder og en markedsdrevet tilgang, risikerer vi, at begrebet udvandes.

Vil du dykke dybere ned i principperne bag og vores konkrete sigtelinjer?

Læs pjecen 'Vejen til et regenerativt landbrug'